Skype-opfinderes kuldsejlede musiktjeneste fordufter på tirsdag

Den roste musikstreamingtjeneste Rdio bliver lukket af sin nye ejer, Pandora, i næste uge. Tjenesten blev fem år

Farvel, siger Rdio. Efter fem år. (Foto: skærmdump)

Den var rost - og hip i USA. Men streamingtjenesten Rdio, der især havde den danske Skypestifter Janus Friis i ryggen, formåede ikke at få kunder nok at få sorte tal på bundlinjen.

Rdio indgav konkursbegæring midt i november og annoncerede samtidig, at tjenesten Pandora stod klar til at overtage værdierne i selskabet, herunder både kunder og teknologi til en pris på 75 mio. dollars.

Efterfølgende viste tallene i Rdios bøger, at økonomien i selskabet var forfærdelig, og at Rdio var tynget af store gældsposter, masser af udgifter og en meget lille omsætning.

Under en uge igen

Nu meddeler Pandora, at den 22. december bliver den sidste dag, hvor Rdio er i luften.

Selskabet blev det første store offer for presset på musikstreamingtjenesternes økonomi, hvor flere har vist sig at knirke og knage faretruende.

Således måtte franske Deezer i efteåret droppe en ellers planlagt børsnotering efter svag interesse for selskabets aktier.

Deezers børsprospekt åbenbarede som det mest opsigtsvækkende, at næsten halvdelen af selskabets betalende kunder slet ikke brugte tjenesten.

Røde tal rundt omkring

Det løjerlige fænomen skyldtes, at Deezer i mange lande er noget, man får sammen med et mobilabonnement, en bredbåndsforbindelse eller noget helt tredje, og som folk ikke nødvendigvis har efterspurgt.

Også den største tjeneste, Spotify, har budt på store røde tal i regnskabet. Her har stifter Daniel Ek dog tidligere understreget, at selskabets fokus er på vækst i brugertallet, ikke på økonomi.

Markedet for musikstreamingtjenester er de senere år blevet oversvømmet af overvejende enslydende tilbud, senest fra Apple, men også fra andre giganter som Google og Microsoft og et væld af andre.

Rdio begyndte i 2010 på et tidspunkt, hvor streaming ikke var taget fra, og havde som sit særkende fokus på sociale funktioner omkring musikken.