Smart el-scooter skifter batteri på seks sekunder

Gogoro er blevet kaldt fremtidens storby-transportmiddel. Nu sendes de første el-scootere på gaden i millionbyen Taipei i Taiwan.

Gogoro kan køre 100 kilometer på en opladning. Løber man alligevel tør, kan batteriet skiftes på kun seks sekunder. (© Gogoro)

Da CES - en af verdens største gadgetmesser - løb af stablen i Las Vegas i januar, var et af de produkter, der tiltrak sig størst opmærksomhed den elektriske smart-scooter Gogoro.

Gogoro er blevet kaldt fremtidens storby-tranportmiddel. (© Gogoro)

På daværende tidspunkt var Gogoro stadig en prototype, men nu er firmaet begyndt at levere de første scootere til kunder i hjemlandet Taiwan.

El-scooteren udmærker sig i særdeleshed ved at den i stil med elbilen Tesla og det kuldsejlede projekt Better Place kommer med et netværk af batteristationer. Men hvor en Tesla skal lade (og en Better Place-bil skulle have en maskine til at udskifte batteriet), så kan man med Gogoro på blot 6 sekunder udskifte scooterens to batterier med to fuldt opladte.

Sådan ser de to batterier ud. (© Gogoro)

Det er altså - i hvert fald på papiret - en del hurtigere at få juice på sin Gogoro, end det er at tanke en god gammeldags benzinsluger op.

Fra 0-50 på fire sekunder

Har man først fået friske batterier i, klarer Gogoro ifølge firmaet 100 kilometer på en opladning. Scooteren har en topfart på 95 km/t og kan komme fra 0-50 på blot 4,2 sekunder.

Gogoro er også proppet med sensorer - 80 for at være helt præcis.

De bruges eksempelvis til at lære ejerens kørestil at kende, så strømforbruget kan minimeres.

Sensorerne bruges også til automatisk at øge eller sænke lygternes styrke, afhængig af hvor mørkt det er udenfor. Igen er konceptet at bruge så lidt strøm som muligt.

Udseendet kan justeres via smartphone-app

Hvis man kalder sig en smart-scooter, så må man nødvendigvis også være forbundet til brugerens smartphone. Det er Gogoro da også.

Den tilhørende app kan blandt andet bruges til at finde batteristationer og reservere batterier, så der med sikkerhed er to klar, når man ankommer. Men appen kan også bruges til at personalisere det digitale instrumentbræt på scooterens front og til at lokalisere ens scooter, hvis man ikke kan huske, hvor man har stillet den.

En batteriskiftestation fylder ikke ret meget. (© Gogoro)

Det er dog ikke kun brugeren, der har gavn af de mange data som el-scooteren indsamler. Gogoro bruger også selv de mange data til at vurdere, hvor der er mest behov for batterier og ladestationer.

1 milliard kroner i ryggen

Gogoro er udviklet af Horace Luke, der tidligere har udviklet produkter for Microsoft og HTC. Han har samlet en milliard kroner i investeringer til sin idé om fremtidens elektriske scooter-transport i megabyer - byer med mere end 10 millioner indbyggere.

Så om lige netop denne udgave af en smart el-scooter nogensinde kommer til Danmark, er nok usikkert.

I første omgang kan Gogoro kun fås i Taipei i Taiwan. Her kan den smarte el-scooter købes for omkring 28.000 kroner.

Derudover koster det 190 kroner om måneden frit at kunne skifte så mange batterier, man måtte have behov for.

Facebook
Twitter