Smart-ure skal binde dine digitale dimser sammen

Mens mange fortsat venter på Apples måske kommende iWatch, begynder andre producenter nu at pumpe smart-ure ud med Googles software. Men det er blot en af de nye flanker, Google åbnede i går.

Google-urene var blandt de største trækplastre på udviklerkonferencen. Der kommer tre forskellige af dem - til en start. (Foto: ELIJAH NOUVELAGE/Scanpix)

De store tunge teknologivirksomheders kamp om at komme rundt om dit håndled, begyndte officielt i går da Google sammen med LG, Samsung og Motorola tændte for turboen på den produktkategori, der ikke hidtil har levet op til sit navn.

De første generationer af smart-ure fra de store producenter har nemlig ikke været specielt smarte, men det bliver anderledes nu, hvor Google i går endelig slap softwaren Android Wear løs. Wear skal netop drive de smarte ure og andre smådimser, som producenterne finder på i fremtiden.

Det skete på Googles årlige udviklerkonference, Google I/O, hvor nyhederne i år fortrinsvis handler om de såkaldte wearables - altså teknologi, der kan bæres på kroppen - og så integration mellem alle brugernes digitale dimser.

Også opvaskemaskinen

Forud for Google I/O havde den Google-ejede producent af smart-termostater, Nest, slået dørene op for samarbejdsaftaler mellem Nest og selskaber som Mercedes, Whirlpool og Jawbone.

I fremtiden skal de lave produkter, der arbejder sammen med den smarte Nest-termostat, der eksempelvis kan tænde for varmen, når brugerens Mercedes fortæller, at den er på vej hjem fra arbejde - eller når Jawbone-armbåndet registrer, at brugerne er ved at vågne fra sin nattesøvn. De enkelte produkter er altså ikke blot forbundet med internettet, men også med hinanden.

Sådanne ideer kommer vi tilsyneladende til at se meget mere til, og i hjertet af hele den forbundne verden vil Google placere sine smarture, der baseres på Android Wear-systemet, der trækker en del på ideerne fra Googles Now-assistent, der hele tiden forsøger at give brugerne relevant information i forhold til brugerens sted, interesserer og tidspunkt.

Android Wear-baserede ure bliver i vidt omfang stemmestyrede, og synkroniserer med brugernes smartphones.

En milliard Android-brugere om måneden

På udviklerkonferencen viste Google også næste version af verdens mest udbredte system til smartphones, Android, der tegner sig for en markedsandel på omkring 80 procent af verdens smartphones. Selskabet fortalte, at der er nu er en milliard aktive Android-brugere over hele verden.

Android til smartphones og tablets får nu følgeskab af Android Auto til biler, udover Android Wear til smådimser, og moderskibet får nu en større overhaling, og bliver til Android 5.0, som Google selv kalder 'Android L'.

Android L får en række nyskabelser og mest markant var en større designoverhaling, hvor notfikationer og dybde kommer til at spille en større rolle i brugeroplevelsen, der nu bliver mere minimalistisk. Der var ikke nyt om lanceringstidspunktet, udover at det bliver en gang til efteråret.

Tre nye ure

Meget interessen samlede sig dog om aftenens produktlanceringer, hvor Samsung viste sit første Google Wear-ur frem. Samsung har tidligere markedsført et smartur, baseret på Googles Android, men det var hverken særlig smart eller særlig pænt, og skulle blandt andet lades op en gang i døgnet. Siden har Samsung lanceret smarture med det egenudviklede Tizen-system, og nu kommer selskabet så også med Google Wear-baseret ur, Gear Live.

Også LG også benyttede lejligheden til at sende sit LG G-smartur til salg, mens Motorolas ur først kommer i handlen senere på sommeren.

Det var ikke umiddelbart nyt om, hvornår danskerne kan bestille et af de tre nye smarture.

Google samler data om din sundhed

Dertil kom en udgave af Android, beregnet til TV-apparater, der ikke overraskende fik navnet Android TV. Her bliver der tale om en Android-version, der kan bygges ind i smarte fjernsyn fra fabrikken.

Endelig lancerede Google sit eget svar på hele sundhedsteknologibølgen i form af Google Fit, der umiddelbart minder meget om Apples tilsvarende initiativ, Health Kit. Ideen er, at Google Fit skal indsamle data fra et væld af forskellige sundhedsgadgets, eksempelvis fitness-ambånd og meget andet.

Google barsler ikke selv med en app til området, og Google Fit er således mere tænkt som en platform, som andre producenter kan bygge på og udveksle data med.

Facebook
Twitter