Snapchat-aktien styrtdykker efter kendis-tweet

1,2 millioner brugere er officielt vrede over nyt app-design. Én sur kendis bærer dog muligvis skylden for, at Snapchat på få timer mistede otte milliarder kroner af sin markedsværdi.

Tanken var at Snapchat ville kapre nye brugere. Men deres app-redesign har fået de nuværende Snappere til at gå i selvsving. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Snapchatbrugerne er rasende. Faktisk så rasende at mere end 1,2 millioner brugere, har skrevet under på, at de vil have det gamle Snapchat-design tilbage.

Men selvom 1,2 millioner er mange sure brugere, så kom den hidtil største mavepuster til Snaps redesign af appen fra realitystjernen og mediepersonligheden Kylie Jenner.

I et tweet skrev hun:

- Er der andre der ikke længere åbner Snapchat? Eller er det bare mig… det her er så sørgeligt.

https://twitter.com/KylieJenner/status/966429897118728192?ref_src=twsrc%5Etfw

Kommentaren var en direkte henvisning til Snapchats nye design, som altså i den grad har ramt ved siden af mange Snap-brugeres smag.

Umiddelbart efter Kylie Jenners tweet, fald Snapchats aktiekurs voldsomt - nærmere bestemt otte milliarder kroner - svarende til seks procent af firmaets markedsværdi.

Om det blot var et tilfælde, eller om der var en direkte sammenhæng, er naturligvis ikke til at sige. Men med omkring 25 millioner følgere er Jenner et af de allerstørste navne på det sociale medie - det der på moderne dansk hedder en influencer.

Selvom Kylie Jenner er et stort navn, mener Daniel Ives, chef for analysefirmaet GBH Insigts, at reaktionen er for voldsom.

- Vi mener det er en overreaktion og at Wall Street er hypersensitiv overfor appens redesign, siger han til CNN.

Daniel Ives mener stadigvæk, at det nye design er den rette beslutning for Snapchat.

- Snap foretager det rigtige strategiske skridt, men skal tage ordentligt hånd om processen, siger han.

Nyt design skyldes klodset brugerflade

Det nye design er lanceret fordi rigtig mange nye brugere har haft svært ved at forstå, hvordan man bruger Snapchat-appen. Og det resulterede i en lav vækst af nye brugere.

Det fik i november firmaets medstifter og direktør Evan Spiegel til at reagere i et brev til firmaets investorer:

- En ting, vi har hørt i årenes løb, er, at Snapchat er svær at forstå eller svær at bruge. Derfor er vi i øjeblikket ved at redesigne vores app for at gøre den nemmere at bruge.

Som sagt så gjort. I slutningen af november fremviste Snapchat for første gang det nye design, som blev rullet ud til en lille skare af deres brugere, for kort tid efter at blive sendt ud til alle brugere.

Delt op i tre hovedvinduer

For at forsøge at gøre appen mere logisk, blev den delt op i tre hovedvinduer, hvor indhold fra venner blev adskilt fra det professionelle indhold.

Desuden fik den såkaldte Discover-sektion en opdatering, hvor indhold fra mediepartnere og kendisser bliver prioriteret af en algoritme.

Samtidig kuraterer og moderer Snapchat al indholdet på Discover-siden. Dette er det præcist modsatte af hvad Facebook gør, hvilket blandt andet har resulteret i problemer med fake news og hadefuldt indhold på Mark Zuckerbegs sociale medie.

Dårlige anmeldelser væltede ind

Allerede kort tid efter den opdaterede Snap-app var sendt ud, fik den et hav af dårlige brugeranmeldelser i de store app stores.

Men en underskriftsindsamling på change.org startet af brugeren Nic Rumsey, fik for alvor kritikken til at rulle. Mere end 1,2 millioner har nu skrevet under på hans kampagne “fjern Snapchat-opdateringen”.

Da antallet havde passeret 1 million reagerede Snapchat. I et indlæg på change.org med lovning på bod og bedring:

- I løbet af kort tid (…) vil vi introducere faneblade i Friends og Discover, hvilket vil gøre det nemmere at finde de historier, som du vil se, når du vil se dem. Med den kommende opdatering, kan du sortere ting som Stories, Gruppechats og abonnementer, hvilket giver mulighed for at tilpasse appen din personlige smag, lyder det.

Men denne kommende opdatering, var altså ikke nok til at tilfredsstille Kylie Jenner.

Hun har dog efterfølgende sendt et nyt tweet ud i verden:

- Jeg elsker dig dog stadig Snap… min første kærlighed.

https://twitter.com/KylieJenner/status/966432754089918465?ref_src=twsrc%5Etfw

Facebook
Twitter
Emner: