Snapchat-briller rammer Europa: Kilde til bekymring om privatliv

De populære briller kan blive et festival-hit, men også en fare for dit hævekort.

Da firmaet bag Snapchat, Snap, blev børsnoteret i marts i år, bare flere Spectables i New York Stock Exchange for at markere noteringen. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Støder du over sommeren ind i usædvanligt mange mennesker med store kulørte solbriller i byerne eller på festivaler, så er der én god grund: Snapchat-brillen “Spectacles” er officielt kommet til Europa. Det skriver bl.a. TechCrunch.

Spectacles er en kombination af en solbrille, kameraer og Snapchat. Med brillerne kan bæreren tage billeder eller filme sine oplevelser i POV, altså fra bærerens egen synsvinkel, og sende korte videoer på 10-30 sekunder via sin smartphone til sine venner eller andre kontakter.

Brillerne blev noget af et hit, da de udkom i USA i sidste år, og der er god sandsynlighed for, at man vil opleve samme mønster i Europa. Men de vækker også bekymring.

Bekymring om privatliv

Selvom solbrillerne blot kan virke som et kulørt legetøj rettet mod unge voksne, har de ligesom Googles meget omtalte brille "Google Glass" gjort folk bekymrede for deres privatliv. Nogle brugere af Google Glass blev ligefrem kendt som "Glassholes" (et ordspil på det engelske ord "asshole", røvhul), fordi brillerne er blevet brugt på talrige grænseoverskridende måder.

Google Glass har i langt større grad mulighed for at bliver misbrugt, fordi de er relativt anonyme i designet og kan optage lange videoer. Det står i kontrast til de farverige Spectacles med relativt markante indbyggede kameraer, der kun kan optage 10-30 sekunders videoer.

Men for borgere, der ikke kan afkode, at brillerne faktisk er videokameraer forbundet til internettet, der kan optage grænseoverskridende videoer, PIN-koder eller kodeord, og dele indholdet med resten af verden, kan der være grund til at være bekymret. Det skriver blandt andet Mashable.

En farverige automater

Da Snap (firmaet bag Snapchat) lancerede Spectacles sidste år, skete det på en usædvanlig måde. De startede med at lave en begrænset lancering med få, farverige salgsautomater rundt omkring i USA for at skabe hype.

Hvis nogen opdagede de farverige maskiner, spredte budskabet sig med lynende hast via de sociale medier (og Snapchat), og de amerikanske tech-sites kunne vise billeder af lange køer foran salgsautomaterne. Senere kunne brillerne også bestilles online.

Salgsautomater kommer også til Europa og kan være at finde i bl.a. London, Paris, Berlin, Barcelona og Venedig. Europæiske kunder kan dog også allerede nu bestille dem online på Spectacles side.