Snapchat er nu al kommunikation i et stort miskmask

Hvor andre sociale medier adskiller samtalen i enten tekst, billeder eller lyd, så mikser Snapchat nu alle medieformer i den samme samtale.

Snapchat har skruet på chatfunktionen, så den nu er endnu mere fleksibel end før. (© Snapchat)

Snapchat har netop sendt en større opdatering på gaden, der ifølge firmaet selv bringer samtalen op på et helt nyt niveau.

Kort fortalt giver den nye udgave af den populære app nu brugerne mulighed for at blande alle medieformer sammen i den samme samtale.

Det betyder, at du kan kommunikere via video, billeder, lyd, tekst og tegninger på en og samme tid.

En af de nye muligheder er, at du midt et videoopkald, kan sende billeder, som bliver vist henover videosamtalen. Billederne kan - naturligvis - i bedste Snapchat-stil manipuleres med emojis og tegninger.

Midt i en videosamtale kan den ene part også vælge at slå kameraet fra, så du kan se din ven, uden at vennen kan se dig. Praktisk hvis nu du går ind et sted - fx toilettet - hvor det ikke er så fedt at sende live fra.

Hele tanken med den nye chat er, at man bare 'taler' uden at forholde sig til, at kommunikationsformen skifter mellem lyd, video, tekst og billede eller om det er live eller ej.

Med andre ord er samtalen via Snapchat nu et totalt miskmask af alle de (mobile) kommunikationsformer vi gør brug af, i en og samme samtale, som ofte er adskilt i andre kommunikations-apps.

Nye privatlivsindstillinger

Samtidig med den nye opdatering af appen, har Snapchat også benyttet muligheden til at opdatere deres privatlivspolitik, og til at lancere et nyt såkaldt Privacy Center.

Her skriver Snapchat blandt andet:

- Folkene som udvikler Snapchat bekymrer sig dybt om privatliv på et meget personligt niveau.

Men læser man betingelserne igennem, stikker bekymringerne ikke helt så dybt.

For selvom Snapchat løbende sletter det indhold, du deler, og - i modsætning til fx. Facebook - ikke beholder et alenlangt generalieblad over alt, hvad du har foretaget dig, så forbeholder Snapchat sig ret til at bruge dine informationer på samme måde som de fleste andre sociale medier.

Det betyder, at Snapchat må bruge dine data til fx reklameformål, ligesom at udvalgte tredjeparts-firmaer også kan snage i hvad du foretager dig på Snapchat, til "bedre at forstå din online-adfærd".

Er du en af dem, der har aktiveret privatlivs-funktionen 'do not track' på din telefon, så skriver Snapchat, at de IKKE adlyder dit ønske om ikke at blive tracket.

Snapchat vokser vildt i Danmark

Ifølge DRs årlige rapport om medieudviklingen i Danmark, var Snapchat i 2015 det hurtigst voksende sociale medie i Danmark.

1,2 millioner danskere bruger nu Snapchat hver måned - tre ud af fire brugere er under 30 år.

Men Snapchat har stærkest fat i de yngste danskere. To tredjedele af alle teenagere bruger Snapchat hver dag.