Snapchat sætter forsvundne beskeder til salg - også de lumre

Amerikanske Snapchat-brugere kan nu betale for at se forsvundne beskeder igen.

Nu kan man gense de lumre snaps

For en pris på sølle 0,99 dollars - altså lidt under otte kroner - kan amerikanske brugere af beskedtjenesten Snapchat fra i dag købe sig til et glædeligt gensyn med beskeder, der ellers ville være slettet.

De otte kroner giver ret til tre såkaldte replays - altså genafspilninger af videoer eller billeder, der ellers var forsvundet fra ens telefon, men som altså ikke helt var forsvundet alligevel.

Hvert enkelt snap kan dog kun genses en enkelt gang. Det har tidligere været muligt at gense en enkelt besked om dagen gratis - men nu bliver replays altså noget, man kan købe sig til.

Det nye tilbud dækker i første omgang kun amerikanske kunder, der har opdateret deres app, skriver Snapchat på sin blog.

Beskedtjenesten Snapchat har ellers fra begyndelsen slået sig op på, at brugerne kunne indstille deres beskeder til at forsvinde fra modtagernes telefoner efter en afspilning, eller et bestemt antal sekunder.

Sex og nøgenhed

Af denne grund har Snapchat været særligt populær til såkaldt sexting - altså lumre, intime selfies eller andre pikante, afklædte situationer, som brugerne har sendt i den tro, at de for evigt ville forsvinde fra modtagerens telefon.

Det viste sig dog hurtigt, at Snapchat på ingen måde kunne garantere, at billederne rent faktisk forsvinder - og også, at tjenesten indsamler langt mere data om brugerne, end de først hævdede. Det gælder eksempelvis deres lokation og adressebogen på deres mobiler.

Selskabet fik sidste år påbud fra de amerikanske forbrugerbeskyttelsesmyndigheder om, at de ikke må love folk, at tjenesten er helt sikker at benytte.

Måske på vej mod børsen

Der har løbende været flere sager om Snapchat-billeder, der dukkede op igen andre steder - blandt andet efter et hackerangreb mod gemme-tjenesten Snapsaved sidste år.

Snapchat er ikke børsnoteret, og offentligheden har derfor ikke indblik i selskabets økonomi. Tjenesten, der ifølge nogle estimater er over 100 mia. kroner værd, havde dog indtil for nylig ingen indtægter overhovedet, og levede alene af kapitalindskud fra investorer.

Det har dog længe været kendt, at selskabet gerne vil børsnoteres - og det kræver vanligvis en rimelig skudsikker omsætning, som Snapchat altså i denne tid prøver at skabe.