Snapchat tilføjer chat

Det startede med billeder, men nu kan man også videochatte og skrive almindelige beskeder til sine Snapchat-venner.

Snapchat tilføjer både video- og tekstchat. (© Skærmbillede fra YouTube / Snapchat)

Det skorter ikke på muligheder for at kommunikere med hinanden, om du så er til gamle tekstbeskeder, billeder eller video.

Men da mange unges foretrukne service Snapchat kom på markedet, tilføjede de en dimension, som adskilte tjenesten fra de mange andre services - nemlig at billederne, man sender til hinanden, selvdestruerer efter få sekunder.

I en helt ny opdatering tager Snapchat nu skridtet i en mere mainstream retning, og tilføjer nu både muligheden for at videochatte og chatte med gode gammeldags ord.

Ordene forsvinder (næsten) ligesom billederne

I sagens natur så vil videochatten kun eksistere, så længe samtalen er i gang.

Og ligesom det oprindeligt var tanken med billederne, så forsvinder ordene i Snapchat også automatisk, når man er færdig med at chatte. Dog kan man vælge at trykke på en sætning, for at gemme den, så derfor kan man altså ikke regne med, at man aldrig kommer til at stå på mål for, det man skriver til andre.

At omgås selvdestruktionsfunktionen er da også en feature som er i høj kurs. Det lever en app ved navn Snapcrack eksempelvis højt på. Snapcrack kan nemlig gemme, de billeder som du modtager via Snapchat, uden at afsenderen er klar over det.

Hvis man gerne vil gemme billederne, kan man naturligvis også bare tage et skærmbillede. På nyere Android-telefoner gøres det ved at trykke volumeknappen nedad, samtidig med at du trykker på powerknappen. På iPhone er det hjemmeknappen og powerknappen man skal holde ned samtidig.

Facebook
Twitter