Snowden: Jeg får aldrig en fair retssag

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden gør sig ingen forhåbninger om en fair retssag i USA, sagde han i går i en online-debat.

Snowden gav i går et længere interview, hvor han svarede på spørgsmål fra læserne. (Foto: Channel 4 © Scanpix)

Hvis vi frygter at blive overvåget, opfører vi os anderledes end vi ellers ville have gjort. Og så er vi i praksis mindre frie.

Sådan lyder en af de centrale pointer fra whistlebloweren Edward Snowden, der fra sit midlertidige eksil i Rusland i går svarede på spørgsmål fra interesserede internetbrugere. Det skete via netstedet Freesnowden.is. Han er dog ikke, sådan som netstedets navn antyder, i fængsel.

I juni sidste år detonerede Snowden en regulær bombe, da han via aviserne The Washington Post og The Guardian begyndte at lække tusindevis af dokumenter, som han havde fisket ud af spiontjenesten NSA, som han tidligere har arbejdet for via en underleverandør.

Spionage kan være okay

Dokumenterne har afsløret, at USA's spioner i tjenesten NSA systematisk aflytter, overvåger og arkiverer data fra stort set alle nettets ikke-amerikanske brugere. Det sker blandt andet ved at lytte direkte på internettets kabler eller folks computere og telefoner, men også ved at suge data fra folks Facebook-konti og Gmail indbakker - blandt meget andet, påstår dokumenterne.

Da afsløringerne begyndte befandt Snowden i sig i Hong Kong, men han flygtede til Rusland, hvor han nu har fået midlertidigt asyl efter at have siddet i Moskvas lufthavn gennem længere tid.

Snowden understreger i sine svar, at spionage ikke nødvendigvis er dårligt. Problemet er et andet.

- Ikke al spionage er skidt. De største problem vi står overfor netop nu, er de nye teknikker til masseovervågning, hvor regeringer skaffer sig milliarder og atter milliarder af uskyldiges kommunikation hver eneste dag. Det bliver gjort, ikke fordi det er nødvendigt, […] men snarere fordi ny teknologi gør det simpelt og let, skriver Snowden.

Obama lovede bedring

Snowden har holdt lav profil i en rum tid, men gårsdagens Q&A kommer kun kort tid efter at den amerikanske præsident i fredags lovede, at USA ikke ville aflytte statslederes telefoner, og at der er arbejde i gang, der skal reformere NSAs aflytninger.

Obama blev dog kritiseret for slet ikke at gå langt nok i sine reformer af tjenesten.

De mange afsløringer har skabt en bred konsensus på nettet om, at NSA er gået langt over stregen – men Snowden understreger, at tjenesten består af mange folk, der tænker som han selv.

- Efterretningstjenester har en rolle at spille, og dem, der arbejder hos NSA, CIA eller en hvilken som helst anden enhed i efterretningsmiljøet, er ikke ude efter dig. De er gode folk, der prøver at gøre det rette, og jeg kan sige ud fra min personlige erfaring, at mange af dem er bekymrede for de samme ting som jeg, skriver Snowden.

Interviewet, der rent praktisk foregik ved at folk tweetede deres spørgsmål, hvorefter Snowden skrev svarene på freesnowden.is, kan læses i sin fulde længde her, hvor Snowden også skriver, at han ikke har i sinde at vende tilbage til USA, hvor han ikke regner med at kunne få en fair retssag.

Facebook
Twitter