So ein Ding AWARDS: De nominerede til 'Den Gyldne Ding' er...

Digitale betalinger, digitalt privatliv og elektroniske cigaretter kæmper om teknologiens hæderspris 'Den Gyldne Ding'.

Lørdag d. 11. januar går det løs, når 2013-udgaven af So ein Ding AWARDS ruller ud af radioen og nettet. Men hvem skal vinde den store hæderspris 'Den Gyldne Ding'. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)

Når So ein Ding AWARDS 2013 bliver sendt på P4 lørdag d.11 januar, skal der deles priser ud.

I går kunne vi afsløre hvem der kandiderede til årets tech-fadæse 'Årets Amanda', og i dag er turen så kommet til hædersprisen 'Den Gyldne Ding'

Statuetten uddeles til det mest markante og positive, vi fik i teknologi-året 2013 og som indrammer året vi netop har forladt på bedste vis.

So ein Ding's seere og brugere har nomineret og So ein Ding redaktionen har efterfølgende sorteret og udvalgt, dem der bedst lever op til præmisserne for 'Den Gyldne Ding'.

Hvem der vinder prisen bliver suverænt besluttet af Danmarks klogeste jury, som består af nogle af kongerigets mest kompetente tech-professionelle, der alle har fingeren hårdt trykket ned på den digitale og teknologiske puls.

De seks nominerede der blev lagt foran juryen er:

1. Bitcoins

Den digitale valuta Bitcoins er i 2013 gået fra ukendt til kendt. Mest kendt har den måske været for en voldsomt svingende kurs og for at være den møntenhed, som er blevet brugt til at købe euforiserende stoffer på nettet.

Men bagved overskrifterne gemmer sig noget langt større. Nemlig en valuta som ikke er kontrolleret af nogen, og som gør det muligt at foretage betalinger på tværs af landegrænser, uden at der skal nogen bank ind over. Altså et opgør med den kontrol af penge vi er vant til.

2. Edward Snowden

I juni måned hørte vi for første gang navnet Edward Snowden.

Den tidligere ansatte hos NSA afslørede at den amerikanske efterretningstjeneste har snablen langt nede i vores allesammens private data. Og det gjorde han med sit eget liv og sin egen tilværelse som indsats.

Via tusindvis af lækkede dokumenter, som Snowden havde indsamlet fra NSA, afslørede han, at et overvågnings- og dataindsamlings-program helt uden sidestykke finder sted, der gør, at vi reelt set må forvente at leve vores liv uden at have et digitalt privatliv.

3. E-cigaretter

Den eneste af de potentielle vindere'Den Gyldne Ding' der fysisk kan holdes i hånden, er E-cigaretter. Om man vil det eller ej, så er det tidligere på året slået fast i So ein Ding at det ER en gadget. For E-cigaretten har alle de karakteristika som en gadget har, og kan tilmed også sluttes til computeren, som kan 'suge' data ud af den.

"E-damperen - i alle sine udformninger, farver og teknologier - citeret for at være én af årtiets mest "disruptive" teknologiske vidundere!, skriver Peter Stigaard.

4. Mobile Pay

Endnu en kandidat til 'Den Gyldne Ding' der baserer sig på penge er app'en Mobile Pay.

- Mobilepay er min klare vinder. Det er en app som på kort tid er blevet uundværlig. Den er nem at bruge, kan bruges af alle og gør livet nemmere, skriver Karen, som er en af mange der har nomineret Den Danske Banks app.

Udover at det er blevet nemt og hurtigt at overføre penge til hinanden, er det også blevet muligt at betale digitalt, steder hvor der før kun eksisterede kontanter, såsom på loppemarkeder og hos andre småhandlende, som ikke har en dankortautomat.

I skrivende stund har app'en rundet 900.000 downloads siden lanceringen i maj måned.

5. Tor Browser

I forbindelse med hele NSA-skandalen hørte mange for første gang om Tor browseren.

- Tor browser, det eneste der kan sikre din anonymitet og privatlivets fred på nettet - lavet af dem selv og brugt mod dem selv, skriver Martin Seerup, med henvisning til at browseren oprindeligt er skabt af den amerikanske flåde.

Om det kan sikre din anonymitet fuldstændigt er for nuværende et spørgsmål om tro, men sikkert er det, at det gør det langt mere kompliceret at spore, hvem det er der sidder bag computeren og hvor computeren befinder sig henne.

6. Crowdfunding (Kickstarter)

2013 var året hvor Crowdfunding også blev interessant i en dansk kontekst.

Små (og store) firmaer er nu ikke længere nødsaget til at spørge banken om de kan låne penge, men kan få finansieret deres nye produkter og idéer af helt almindelige mennesker - hvis altså produktet er interessant nok.

- Kickstarter, simpelthen en ledestjerne mht. skabelse og innovation af ny teknologi, skriver Charles Marcel Almskou, med henvisning til den mest kendte af de efterhånden mange crowdfundingplatforme, der er skudt op de seneste år.

Her kan du følge afgørelsen

Det er nu op til Danmarks klogeste jury, at beslutte, hvem der har gjort sig allermest fortjent til at modtage trofæet og æren som 'Den Gyldne Ding 2013'.

Du kan opleve So ein Ding AWARDS på P4 lørdag d. 11 januar kl. 14.00-16.00. Derudover kan du følge slagets gang live på dr.dk/ding og på Facebook. Hashtaggere kan med fordel bruge #dingawards.

Facebook
Twitter