So ein Dings velsignede bud på julegave-gadgets i alle prisklasser

Nikolaj Sonne giver her sit bud på nogle af de mest interessante gadgets, dingenoter og digitale løsninger, han har testet i So ein Ding i 2013.

Nikolaj Sonne gennemgår nogle af de mest interessante gadgets og dimser der har været med i So ein Ding i 2013 (© DR)

Det er ved at være jul, og mange teknologiske dimser vil igen i år finde vej ned under de danske juletræer.

Så er det jo nærliggende at spørge So ein Dings Nikolaj Sonne, om han har et bud på hvad man skal give, til dem man har kær.

Nikolaj Sonne, du er en af de danskere der har testet flest forskellige gadgets i det forgange år.

Kan du pege på nogle af de mest interessante fra det år der er ved at rinde ud? Og da pengepungen jo varierer meget fra person til person, ville det være fedt, hvis du kunne give os et bud på gode dimser og digitale løsninger lige fra den helt billige til den helt dyre ende.

- Jow… - jeg vil holde mig indenfor de dimser jeg har brugt i programmet…

Tesla Model S

(Foto: Jonas Klinkvort Laursen © DR)

- Hvis vi starter i den dyre ende - eller dyr, så lyder det jo som om at det er dyrt - og det synes jeg faktisk ikke det er. Men mange penge - dét er det. Tesla´s familiebil Model S.

- Jeg havde den absolutte fornøjelse af at køre en halvanden dags tid og cirka 6-700 kilometer i den. Og den er virkelig overbevisende.

- Klart nok skal en bil til trekvart million være i orden. Tesla´en accelererer til 100 på lidt over fire sekunder - det er der ikke mange der kan gøre efter - og slet ikke til den pris, der er godt hjulpet af, at der (endnu?) ikke er afgift på elbiler.

- Og fornemmelsen er helt anderledes end at accelerere i en oliebrænder. Forbrændingsmotorer larmer (dét har også en vis charme). Men godt 400 hestekræfter og 600 NM (Newton Meter) leveret uden anden lyd end en sagte hvinen - dén bliver ikke gammel lige med det første. Bare der var mange flere motorvejstilkørsler.

- Regnestykket er naturligvis mere komplekst end bare et tal, men skulle julemanden være iført spendérbukser i år, så finder jeg klart 2x5 meter plads under træet.

Philips Hue

(Foto: Sune Fritzen © DR)

- Går vi ned i et mere overkommeligt budget, så vil jeg klart anbefale Philips Hue - de her internetforbundne skifte-farve-og-farvetemperatur pærer.

- Den kritik jeg havde i min anmeldelse - altså ud over at 500 kroner for en el-pære virker som virkeligt mange penge på den korte bane - så handlede det om, at Philips ikke udnyttede det, at de var forbundet til internettet ordentligt.

- Men der kommer altid en opdatering (altså næsten altid). Philips har ikke ligget på den lade side, og nu kan pærerne i langt højere grad programmeres og smart-i-ficeres.

- Blandt andet kan de tænde og slukke på baggrund af lokalitet - altså slukke når jeg ikke er hjemme og tænde når jeg kommer hjem. Derudover kan de arbejde sammen med den web tjeneste der hedder IFTTT (If This Then That). Det betyder at du kan sætte dem til at blinke eller skifte farve når der kommer en mail, en facebook update - eller hvis der er regn på vej.

- Mulighederne med nettet er mange - og Philips har fulgt godt op. Derudover forkommer lyskvaliteten fra dem ret pæn - hvilket desværre er et område hvor LED-pære-markedet endnu ikke er helt modent.

GoPro Hero3

(Foto: Sune Fritzen © DR)

- Hvis man er sådan se-mig eller actionvideo agtig, er GoPro´s seneste Hero3 bestemt også anbefalelsesværdig. Videokvaliteten er overbevisende og som stillbilled-kamera er det altså heller ikke så dumt.

- Det er klart at ultra vidvinkel-billeder er markant anderledes end hvad man er vant til fra mobilen eller lommekameraet. Men jeg har taget mange sjove billeder med det - billeder som ikke ligner noget andet.

- Og derudover er der mulighed for både time-lapse og slowmotion video. En lille kasse med mange kreative muligheder.

Bitcoin

Bitcoins findes ikke fysisk - men politiet beslaglægger dem i stor stil efter lukningen af Silk Road-netstedet. (Foto: REUTERS/Jim Urquhart)

Er du typen der kunne finde på at pakke en lottokupon ind og lægge under træet, så er Bitcoin måske et bud på en digital gave. Markedet er helt ekstremt svingede, men havde du brugt 500 kroner på Bitcoin sidste december, ville de være i omegnen af 40.000 kroner værd i dag.

Deeple

(Foto: Jonas Klinkvort Laursen © DR)

- Skal det være budget, men stadig dimset og brugbart, synes jeg Deeple er et godt bud.

- Deeple er en kombination af hardware og web-tjeneste der gør det muligt at "tagge" sine ting - men stadig at være anonym. Hvilket jo er ret vigtigt med eksempelvis et sæt nøgler.

- Tagget har en QR-kode som den person der finder tagget kan bruge til at komme i kontakt med dig, gennem deeple webtjenesten.

- Så når du eksempelvis finder og scanner mine tabte nøgler, kommer du til en side, hvor du kan sende mig en besked. På den måde kan vi aftale hvordan vi ordner overdragelsen - og du kan få en flaske som tak for hjælpen.

- Deeple findes både som stål vedhæng til nøgler, som plastik vedhæng og i forskellige klistermærke versioner. Prisen er en engangsudgift - Deeple kræver ikke abonnement for tjenesten.

MobilePay

(Foto: Ronni Skovmand © DR)

Skal det være en gave på absolut lavbudget - som i 0 kroner, så kan du jo "forære" en opsætning af MobilePay til en du har kær. Den er svær at pakke ind - men det er jo tanken der tæller.

Facebook
Twitter