Danmark har brug for unge iværksættere. Ikke mindst inden for naturvidenskab og teknologi. Men hvordan uddanner man sig til at være iværksætter?
Man kan for eksempel tage på Singularity University i Silicon Valley, der er en uddannelse for unge iværksættere, hvor man underviser i forståelsen af eksponentiel teknologi, rekombination af teknologi og innovative måder at fremskrive teknologiske landvindinger på til brug i forretningsudvikling. På Singularity University involverer man udover det faste fakultet også undervisere fra virksomheder i området, fra naboen NASA, fra Stanford University og fra Harvard University.
To danskere på teknologisk højskole
Tidligere i år vandt Søren Therkelsen konkurrencen Danske Ideer, der via et sponsorat fra Industriens Fond sender ham på ti ugers gratis sommerskole på Singularity University. Søren er 29 år, CEO i uLabsventures og co-founder af SCALEit. Han læser til Cand.IT i E-business på ITU.
Han bliver fulgt af Årets Kvindelige Iværksætter 2013, 23-årige Sara Naseri, CEO og founder af BUCKY'o'ZUN, der laver intelligent solcreme. En virksomhed hun startede som 16-årig. Hun læser medicin på Aarhus Universitet, er vinder af Intel Challenge Europe og modtager af The Young Innovator Award ved Global Intel Challenge.
Henover sommeren vil de hver uge sende et postkort og video hjem til dr.dk/viden og fortælle om deres oplevelser i epicentret for verdens teknologiiværksættere.
Hvorfor er I søgt ind på Singularity University?
- Teknologi ændrer verden og udvikler sig med en hastighed, som er tæt på umulig at forstå. På SU underviser nogle af verdens dygtigste forskere i de mest nyskabende teknologier. Den viden er i sig selv enormt spændende at få indsigt i, men rammen er mere end det: lektien er at få ideer, som kan løse nogle af menneskehedens største problemer. Det er en fantastisk udfordring og en kæmpe drivkraft.
- Samtidig skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne vil have en anden uddannelse end en formel dansk teoretisk universitetsuddannelse. At det så kan være på Singularity University hos NASA i Silicon Valley med nogle af verdens dygtigste unge mennesker er naturligvis en kæmpe upside.
Hvad forventer I af opholdet?
- På SU forventer vi at få indsigt i de teknologier, der arbejdes på i dag, og som kommer til at præge vores samfund om 10-20 år. Med den indsigt håber vi at kunne komme op med nye banebrydende løsninger, der forhåbentligt kan gøre en forskel i verden
- SU er på mange måder et moderne højskoleophold. Man bor og lever sammen på campus og skaber derigennem et netværk med folk fra mere end 30 lande. Forhåbentligt får vi nye venner for livet og møder folk, som deler vores interesse for teknologi og iværksætteri.
Hvad er jeres mål med opholdet - hvad skal det bruges til?
- Ideen med SU er bl.a. at man skal tænke hamrende stort: “løs et problem som berører én milliard mennesker positivt indenfor 10 år”, lyder den ubeskedne udfordring. Opstår der i løbet af programmet en idé til en virksomhed, hvor vi sidder med det rigtige team - så går vi efter den mission. Ingen tvivl om det.
- Men derudover er den viden, vi oparbejder på SU, noget vi kan gøre brug af de næste mange år frem. Kan den viden bruges til at gøre noget godt for Danmark - jamen så vil det være fedt. Udover at være iværksættere har vi begge politiske ambitioner.
Hvad vil I gerne fortælle læserne om de næste ti uger?
- Vi har flere gange talt om, at vi gerne vil skrive hjem til Danmark fra sommerens SU ophold. Vi føler os begge privilegerede over at få muligheden for at deltage i SU graduate programmet - og vi vil meget gerne bringe noget af den viden, vi oparbejder tilbage til Danmark. Vi forestiller os at skrive ca. 10 artikler, en hver uge fra juni til august, hvor vi diskuterer de mest aktuelle og interessante teknologier, vi hører om i løbet af ugen, en ny trend eller en ny mulighed inden for teknologi feltet.
- Formålet med at skrive hjem er at dele budskaber og oplevelser fra Singularity University, viden om eksponentiel teknologi og generelt forsøge at sætte fokus på det teknologiræs, der optager os, og som vi mener i høj grad er relevant for Danmark.
- Vi kommer ikke at skrive artiklerne i “jubii-format”, hvor vi nøgternt tilbeder teknologien og forholder os ukritisk til konsekvenserne. Vi vil sætte udviklingen i et kritisk lys og forsøge at diskutere, hvilke implikationer disse ideer og teknologier kan få for vores danske samfund - både positive som negative. Der er mange vinkler - og vi har meget på hjertet!
Du kan følge rejsebrevene fra Sara Naseri og Søren Therkelsen hele sommeren her på dr.dk/viden