Sonos får hjælp af Amazon og Spotify til at løse to store problemer

Snart kan man styre Sonos-afspillere direkte fra Spotify-appen, mens Amazons Alexa introducerer stemmestyring af musikken.

Sonos har indset at deres egen app ikke er fremtiden. Så de har hentet hjælp udefra. (© Sonos)

Hvad gør man, når man har en populær musikafspiller, hvor musikken bare spiller, men brugeroplevelsen ikke helt gør?

Enten investerer man spandevis af dollars i en løsning, eller også slår man sig sammen med andre, der kan løse problemet for én.

Sonos har valgt det sidste, og går nu sammen med Spotify og Amazon, om at løfte betjeningen af firmaets musikafspillere ind i nutiden.

Samarbejdet med Spotify gør, at man snart kan kontrollere den fulde Sonos-oplevelse direkte fra Spotify-appen, mens Amazons digitale assistent Alexa introducerer stemmestyring af musikken.

Sonos egen app halter

I dag er man afhængig af Sonos egen app, hvis man vil streame musik.

Sonos-appen forbindes så til ens favorit-musiktjeneste, men selve brugerfladen er Sonos egen, og den kan bare ikke hamle op med de komplekse og finpudsede oplevelser man finder i musiktjenesternes egne apps.

Det laver firmaet nu om på, ved at forbinde med Spotify Connect.

Udover at Spotify-appen vil kunne bruges til at styre musikken helt udenom Sonos-appen, kan den også bruges til at forbinde flere Sonos-bokse og højttalere i ‘zoner’, så man fx kan høre den samme musik i flere rum.

Det nye samarbejde betyder også, at gæster der er på besøg, kan forbinde deres egne telefoner til en Sonoshøjttaler eller -forstærker, og sætte musik på via deres egen Spotify-app.

Man behøver sågar ikke være på Wi-Fi for at kunne styre Sonos med Spotify Connect, hvilket vil sige, at man kan i teorien kan sætte musik på derhjemme, selvom man er et helt andet sted.

Ifølge Sonos bruger 50 procent af firmaets kunder Spotify, som deres foretrukne musikstreamingtjeneste. De første brugere kan få lov at prøve de nye muligheder i oktober, hvor en betaversion bliver sendt på gaden.

Hej Alexa, spil den nye Bieber-single

Hvor Spotify skal gøre app-levelsen bedre, så skal Amazon for alvor hjælpe Sonos til at bevæge sig ind i fremtiden.

Ved at forbinde Sonos med Amazons digitale assistent Alexa, bliver det i løbet af 2017 muligt at stemmestyre sin musik.

Det kræver dog, at man har en Amazon Echo eller en Echo Dot (ingen af de to produkter kan på nuværende tidspunkt bestilles fra Danmark).

Har man en Echo vil man med Alexas hjælp, fremover kunne sige “Alexa, spil den nye Justin Bieber single” og den unge herres skønne musik, vil herefter strømme ud over Sonos-anlægget… lige indtil en anden siger “Alexa, skru ned”.

Sonos: Stemmestyring en vigtig del af fremtiden

De nye tiltag kommer seks måneder efter, at Sonos sagde farvel til en del medarbejdere, og lagde strategien om.

Direktør John Macfarlane skrev ved den lejlighed i et blogindlæg, om de udfordringer selskabet stod overfor, særligt i forhold til stemmestyring.

Her fremhævede Macfarlane Amazons Alexa som “det første produkt, som for alvor viser styrken ved stemmestyring i hjemmet”.

- Stemmestyring er et stort skift for os, så vi vil investere så meget som nødvendigt for at kunne introducere det på en fantastisk måde, skrev han.

Det bliver så i første omgang netop med Alexa som fødselshjælper.

Det ville dog ikke være overraskende, hvis der bag kulissen bliver arbejdet på at integrere med de andre store techfirmaers taleassistenter - Apples Siri, Microsofts Cortana og OK Google.

Sonos oplyser ikke, hvad fremtiden for deres hardware byder på, men mener John Macfarlane det, han siger, varer det nok ikke længe, inden Sonos egne produkter kommer med en mikrofon, så man kan tale direkte til sin højttaler.

Facebook
Twitter