Tech

Spektakulær crowdfunding-konkurs skal undersøges

Kickstarter har hyret journalist til at finde ud af, hvordan Europas mest succesfulde crowdfunding-projekt kunne gå galt.

Hvordan kunne det gå så galt for minidronen Zano? Det vil Kickstarter nu have undersøgt. (© Kickstarter)

Kickstarter har igangsat en noget usædvanlig undersøgelse af det indtil videre største problembarn, crowdfundingplatformen har huset - minidronen Zano.

De har simpelthen hyret journalisten Mark Harris til at komme til bunds i, hvad der egentlig skete i forbindelse med det kuldsejlede droneprojekt.

- Dem der har støttet Zano-projektet fortjener en fyldestgørende redegørelse af, hvad der er sket, så vi har hyret Mark til at foretage en uafhængig undersøgelse, siger en talsmand fra Kickstarter til BBC.

25 millioner kroner der forsvandt

Den lille drone "Zano" var en kæmpe succes på Kickstarter.

Blandt andet var det udsigten til at kunne tage selfies fra luften, der fik 12.000 mennesker til at investere næsten 25 millioner kroner i dronen - det mest succesfulde europæiske crowdfundingprojekt nogensinde.

Men i sidste måned gik det engelske firma bag dronen konkurs efter kun at have leveret et fåtal droner, som tilmed ikke fungerede som lovet.

Konkursen betyder, at støtternes investering på godt 1.500 kroner er tabt.

Mark Harris fortæller i et indlæg på blogging-platformen Medium, om den opgave han er blevet hyret til.

- Kickstarter har bedt mig om at gennemgå forløbet af projektet, fra start til slut; at prøve at finde ud af, hvad der skete med de over 2 millioner pund der var investeret; og til at besvare spørgsmålene om, hvorvidt Zanos ophavsmænd kunne have gjort noget anderledes, eller om de har begået fejl, som fremtidige Kickstarterprojekter kan undgå.

- Jeg vil også se på Kickstarters rolle i projektet, og om hvorvidt de kunne have hjulpet Zano eller dem der har støttet projektet bedre gennem forløbet, skriver Mark Harris.

Harris skriver endvidere, at Kickstarter har betalt ham for at udføre opgaven på forhånd.

Ifølge journalisten har Kickstarter ret til se rapporten, inden den bliver offentliggjort, men har ikke ret til at komme med ændringsforslag eller ændre i den.

Mark Harris forventer at være klar med resultatet af sine undersøgelser i midten af januar.

Facebook
Twitter