Spotify: Nu med spillelister til dine tømmermænd

Spotify introducerer funktionen 'Browse', der skal gøre det nemmere at finde ny musik.

(© Spotify)

Det er ikke mange services der er blevet hypet lige så meget som Spotify er.

Men efter den første entusiasme har lagt sig, har flere og flere pointeret, at det ikke er nok at have adgang til 20 millioner sange, men at der er behov for bedre måder at finde ny musik på.

Det prøver Spotify at imødekomme ved at introducere 'Browse' - en ny funktion der netop skal gøre det nemmere at finde ny og relevant musik.

Musik til dit humør eller dine tømmermænd

Spotify har opdelt funktionen i tre kategorier: Humør, Hits og Nyheder og Øjeblikke. Den sidste dækker over situationer som 'på vej til arbejde' eller 'tømmermænd'.

Fælles for dem er, at Spotify har accepteret, at det ikke er nok at finde ny musik baseret på hvad dine venner hører, eller på hvad en computeralgoritme tror du godt kan lide.

Konkurrenterne har danske musikredaktioner

Forskellen i musikudvalg på de forskellige musiktjenester er ofte så lille og så svær at gennemskue, at det netop er måden man finder musik på, der kan være det afgørende for kunderne, når de skal vælge hvilken tjeneste, der passer dem bedst.

Her har både Wimp og Deezer valgt at have lokale danske redaktioner, som guider brugerne igennem nyheder og spillelister baseret på lokale events som eksempelvis sommerfestivalerne.

Spotifys 'Browse'-funktion bliver rullet ud løbende - i første omgang til iOS og Android og senere til andre platforme.

Facebook
Twitter