Stanford og Aalborg vil løse globale problemer sammen

Dansk-amerikansk forskning vil påvirke os i forhold til konflikter, sundhed og miljø.

Selv om vi er i gang med noget andet, så kan smartphones og tablets på en brøkdel af et sekund fange hele vores opmærksomhed.

Det kan man måske udnytte til at skabe en mere fredelig, miljøansvarlig og sundere verden for os mennesker.

Det er udgangspunktet for, at det amerikanske eliteuniversitet Stanford nu går sammen med Aalborg Universitet og det private firma COWI A/S om to forskningslaboratorier i København og Aalborg.

Rå mængder af data der ikke ligner 'virkeligheden'

Forskerne skal arbejde med Persuasive Technology, teknologi der kan påvirke os.

Stanford ligger midt i Silicon Valley i Californien, og samarbejder i forvejen med Google, Ebay og Facebook. Det betyder, at man får adgang til store mængder data om brugerne.

- Vi kan gå ind bag scenetæppet og bruge data til at få et mere nuanceret billede af brugerne end den virkelighed, som man ellers bliver præsenteret for, siger professor ved Aalborg Universitet Morten Karnøe Søndergaard.

Kan viden om venskaber løse konflikt?

Morten Karnøe Søndergaard bruger konflikten mellem Israel og Palæstina som et eksempel.

Vi har normalt et billede af, at det er en stærkt optrukket grænse, men der er stor kontakt imellem befolkningerne.

- Når man ser på data, kan man se, at der er venskaber på kryds og tværs i regionen, og det giver et andet billede af virkeligheden end den medierede virkelighed, siger Morten Karnøe Søndergaard.

- Og den viden kan måske få mennesker til at opføre sig mindre aggressivt, siger han.

Vi bruger stadig masser af papir, så der skal fældes skov. Skoven kunne ellers være med at gavne klimaet på Jorden. (Foto: Ejbevan © Stock.xchng)

Køb aflad og få miljøpoint

Ser vi på miljø nævner Morten Karnøe Søndergaard, at man midt i 1980'erne sagde, at vi var på vej mod det papirløse samfund. Men vi printer mere end nogensinde.

Hvis man nu bygger en ekstra knap ind, når man skal printe, kan man fx betale CO2-afgift. Og så kombinere det med de sociale medier.

- Når man trykker på den knap, vil man automatisk få pluspoint ind på Facebook, og det kan være med til at højne ens sociale status. Eller man kan få rabat i CO2-venlige butikker, siger Morten Karnøe Søndergaard.

- Så man altså kombinerer et dagligdags fænomen med en social adfærd, siger han.

App konfronterer os med mætheden

I forhold til sundhed nævner Morten, at man gerne vil påvirke menneskers adfærd, så de får et bedre helbred. Der kan man fx bruge en foto-app på sin smartphone.

Man tager et foto af alle måltider, og så et par timer senere får man billedet frem på app'en. Man bliver så spurgt om, hvordan man har det, om man er træt, i godt humør osv.

- Og på den måde kan man måske dreje menneskers krop og sind ind på noget, der er mere hensigtsmæssigt, siger Morten Karnøe Søndergaard.

Hvordan bruger man tallene?

Han understreger, at forskningen stadig er i sin tidlige fase.

Forskerne har ikke en patentløsning på, hvordan de skal bruge de mange data.

- Men hvis man kan påvirke verden til fx at blive et mere fredeligt sted at være, vil det som forsker være svært at få armene ned, siger Morten Karnøe Søndergaard.

Aalborg Universitet har i forvejen samarbejdet lidt med Stanford i nogle år. Nu skal forskningen op i noget større skala med de nye forskningslaboratorier.

Facebook
Twitter