Studerende lader sig frivilligt overvåge

1000 studerende har ladet sig overvåge i tre år. Det giver forskere unik viden om sociale netværk.

1000 DTU-studerende fik i forbindelse med et forskningsprojekt udleveret en telefon, som forskere over en treårig periode har høstet data fra. Det er der kommet et unikt datasæt ud af. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Du ved det nok godt, men tænker måske sjældent over det: Din mobil sladrer om dig.

Du sætter digitale fodspor. Og selvom din døgnrytme eller internetadfærd måske synes som ubrugelig viden for andre, så kan dine data for eksempel være guld værd for virksomheder, når de skal udvikle målrettede produkter.

Men det er ikke kun virksomhederne, der er interesserede i dine data.

Forskere har i det tværfaglige projekt Social Fabric fået lov til anonymt at overvåge 1000 studerende fra Danmarks Tekniske Universitet over en treårig periode for på den måde at kunne trække en masse data om de studerende.

Det er der kommet et unikt datasamling ud af, der betyder at forskerne blandt andet kan undersøge, hvad venskaber betyder for chancerne for at fuldføre et studie, og hvordan grupper dannes.

Ny viden om sociale netværk

- Vi undersøger sociale netværk, og kigger i detaljer på, hvad der sker med al den data, vi efterlader, når vi bruger en mobiltelefon, siger professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, David Dreyer Lassen i dagens Harddisken på P1 om social big data.

At sociale netværk er vigtige, er der bred enighed om i samfundsvidenskaberne, men det er svært at påvise. Og det kan forskningsprojektet her altså hjælpe med.

Social Fabric slutter i år, og der er blandt andet udgivet en videnskabelig artikel i tidsskriftet PNAS om grundlæggende strukturer af dynamiske sociale netværk.

Projektet stopper dog ikke helt ved udgangen af året, for datasættet udgør grundlaget for en række ph.d.-studerendes videnskabelige artikler om alt fra søvnrytme til smittemønstre.