Studerende sætter Hyperloop-hastighedsrekord

Tyske studerende tog førstepræmien, da de i en konkurrence fik deres Hyperloop-kapsel om på 324 km/t.

En af de studerende på WARR-holdet tager en selfie med den vindende hyperloop-kapse.l (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Vi så - måske - et glimt af fremtidens transportmiddel i Californien i weekenden. Det foregik ved SpaceX-konkurrencen "Hyperloop Pod Competition", hvor en gruppe studerende fra Tyskland for andet år i træk vandt en konkurrence om at lave kapsler til det såkaldte Hyperloop-transportsystem. Det skriver teknologiwebsitet The Verge.

Hyperloop er serie-iværksætteren Elon Musks ide til, hvordan fremtidens transport skal se ud. Kort fortalt er Hyperloop et tog, som svæver over skinnerne gennem et rør, der næsten er lufttomt.

Fordi der hverken er luftmodstand eller modstand fra skinnerne, kan Hyperloop-kapslerne nå helt utrolige hastigheder. I hvert fald på tegnebrættet.

Paradigm Hyperloop-holdet fra Memorial University, Newfoundland, Canada forbereder deres Hyperloop-kapsel til konkurrencen. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Ingen har endnu forløst ideen i fuld størrelse, og derfor bliver der jævnligt afholdt konkurrencer, hvor iværksættere og studerende tester deres løsninger og dyster mod hinanden.

Hyperloop kommer tættere på virkeligheden

Det var til sådan en konkurrence, at WARR Hyperloop-holdet fra Münchens Tekniske Universitet fik deres hyperloop-kapsel op på imponerende 324 km/t.

Det skete på en kun 1,2 kilometer lang testbane, og her skal det tilføjes, at det lykkedes holdet at bremse kapslen, før banens udløb. Det var rumfartsfirmaet SpaceX, grundlagt af Elon Musk, der husede konkurrencen for anden gang.

Men både testbanen og WARRs kapsel er meget mindre end visionen for det færdige Hyperloop-system.

Fremtiden med Hyperloop

Drømmen om Hyperloop er at kunne rejse med lydens hastighed langs jordoverfladen. Blandt andet har en gruppe virksomheder foreslået en skandinavisk hyperloop-rute, der vil skære rejsetiden mellem Stockholm og Helsinki ned til 28 minutter.

I dag tager turen omkring en time med fly - og det er bare flyvetiden. Med Hyperloop slipper man for at tjekke ind og ud som i en lufthavn, og desuden kan der der køre mange kapsler gennem røret samtidig, så man ikke er bundet til få afgange i døgnet.

Du kan høre mere om Hyperloop i P1s teknologimagasin "Digitalt" på torsdag 13:30