Techgiganter går sammen i kunstig intelligens-alliance

Formålet er blandt andet - gennem oplysning - at opnå almindelige menneskers accept af kunstig intelligens.

Flere af verdens mægtigste firmaer har startet et nyt partnerskab, der skal udbrede budskabet om at kunstig intelligens er en god ting for mennesker og samfundet. (© sCANPIX)

En ny alliance mellem Microsoft, Facebook, IBM, Amazon og Google, har set dagens lys.

Navnet er Partnership on AI (Partnerskab om kunstig intelligens, red) efterfulgt af det næsten for gode slogan “til fordel for mennesker og samfundet”.

Alliancen er ifølge partnerne stiftet for at “undersøge og formulere bedste praksis indenfor kunstig intelligens-teknologier, samt at fungere som en åben platform for diskussion om kunstig intelligens og dets indflydelse på mennesker og samfundet”.

Skal overbevise almindelige mennesker

Af pressemeddelelsen fremgår det samtidig, at en af den nye nonprofit-organisations fornemste opgaver er, at hjælpe almindelige mennesker til at forstå, hvorfor kunstig intelligens er en god ting.

Samtidig ønsker tech-giganterne at skabe et rum, hvor de kan mødes med hinanden, eksperter fra universitetsverdenen og andre interessenter og udveksle erfaringer på et overordnet niveau.

Med andre ord, er der tale om en klassisk interesseorganisation. Organisationen hævder dog, at man ikke vil udføre lobbyvirksomhed rettet mod regeringer eller lovgivere.

Toppen af poppen af amerikansk tech

Som det fremgår af navnene på deltagerlisten, er partnerskabet nærmest identisk med superligaen indenfor amerikanske teknologiselskaber - lige pånær Apple, der jo har for vane at passe sig selv.

Det stærke felt understreger med al tydelighed, at machine learning, neurale netværk og andre discipliner indenfor AI (som kunstig intelligens kaldes på engelsk) bliver en fuldstændig uadskillelig del af fremtidens digitale services.

Eller sagt med ord spyttet ud af Partnership on AI's egen marketingsprinter:

- AI-teknologier har enormt potentiale til at forbedre mange aspekter af livet, der spænder fra sundhed, uddannelse og produktion til automatisering af hjemmet og af transport.

- Gennem grundig forskning, udvikling af bedste praksis, og en åben og gennemsigtig dialog, håber de stiftende medlemmer af Partnership on AI, at kunne maksimere dette potentiale og sikre, at det kommer til at gavne så mange mennesker som muligt, lyder det.

At udviklingen af kunstig intelligens også vil være til gavn for deres egne pengekasser, nævnes der ikke noget om.