Telefoner er klammere end toiletter

Telefoner og tablets er snasket mere ind i sygdomsfremkaldende bakterier end et gennemsnitligt toilet, viser en britisk undersøgelse.

Toilettet er renere end mange gadgets, viser undersøgelse. (© Colourbox)

Hvornår har du sidst vasket din iPad ?

Nej, vel - vask og desinficering af elektroniske gadgets er ikke lige noget, man tænker over at gøre hver dag. Men det burde man måske, hvis man skal tro resultaterne af en undersøgelse, der er foretaget af det britiske svar på Forbrugerrådet, Which?.

Organisationen har undersøgt 30 tablets, 30 smartphones og 30 tastaturer fra et kontor for forekomsten af de såkaldte gule stafylokokker (Staphylococcus aureus), der blandt andet kan give betændelsessygdomme eller madforgiftning.

Tablet var uhyrligt klam

På testens mest beskidte tablet fandt Which? således omkring 600 enheder stafylokokker - mod blot 20 på et af de steder, der ellers ofte er rigtig ulækkert: skylleknappen på et toilet på en arbejdsplads.

På de testede smartphones fandt Which? op mod 140 enheder stafylokokker, mens det mest beskidte tastatur var namset til med 480 enheder stafylokokbakterier.

Sygdomsfremkaldende E.coli-bakterier blev fundet i høje koncentrationer på otte ud af 30 tablets, svarende til mere end end 1000 enheder per prøve, mod blot 10 på det testede toiletbræt.

Gadgets bliver klamme af multitasking

Ifølge den britiske forbrugerorganisation kan det høje niveau af klamhed til en vis grad tilskrives multitasking og travlhed.

Hvis man tager gadgets med sig på toilettet, spiser foran sin PC eller bare har alt for travlt til at få vasket fingrene ordentligt, samler bakterierne sig i de fedtede fingeraftryk på skærmen, og herfra kan de

potentielt
ryge videre ind i munden og give dårlig mave eller det, der er værre.

Which? anbefaler, at man bruger rengøringsklude, der er særligt beregnet til skærme, hvis man vil vaske sine gadgets af. Alkohol kan skade elektronikken.

Facebook
Twitter