Tesla-kritik: Værkstedsmonopol eller strenge krav?

Kritikere mener, at elbilproducenten bryder EU-reglerne og har monopol på reparation af deres biler. Tesla afviser.

Tesla begrænser brugen af visse dele på grund af sikkerhed, og alle tekniske informationer er tilgængelige online - for en pris. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Mange danske ejere af elbiler fra Tesla Motors har oplevet problemer med dårlig service og lange ventetider i telefonen.

Og en af årsagerne til de lange ventetider er ifølge både ejere, selvstændige værksteder og brancheorganisationer, at Tesla er for restriktiv omkring både reservedele og adgangen til informationer.

- Efter vores opfattelse er Teslas regler og vilkår omkring data, diagnoseudstyr osv. alt, alt for restriktive i forhold til EU-reglerne, siger Erik S. Rasmussen, der er direktør i Dansk Bilbrancheråd.

Tekniske informationer koster penge

Ifølge EU-reglerne skal bilproducenter give automekanikere adgang til oplysningerne om deres biler og sælge reservedele frit. Med visse begrænsninger.

Informationer om Teslas biler ligger da også tilgængelige på nettet, men det koster 20.000 kroner om året at bruge. Ifølge Marius Iversen, der er Regional Service Manager hos Tesla, er det helt almindeligt, at det er dyrt at få adgang til den type informationer.

Til sammenligning koster samme årlige licens over 30.000 kroner hos BMW.

- Alt teknisk information er tilgængeligt. Vi overholder da reglerne. Ellers havde vi ikke typegodkendelse. Det hele bliver overvåget af EU, siger Marius Iversen.

Kritiske reservedele er begrænsede

En anden kritiker, Emil Ellefsen fra værkstedet Autoskadestuen, kritiserede i en artikel i går Tesla for ikke at ville sælge reservedele. Men også det har en forklaring, siger Marius Iversen.

Der er nemlig visse dele på bilerne, som er begrænset for salg på grund af sikkerhedshensyn, forklarer han. Man skal simpelthen have en speciel godkendelse, der er baseret på uddannelse, for for eksempel at købe dele af karosseriet, for at svejse i aluminiummet og for at arbejde med højspændingen i de elektriske biler.

Kræver uddannelse at blive autoriseret

Han forklarer, at der som sådan ikke er noget, der forhindrer værksteder i at blive autoriserede. Men det kræver måneder at blive uddannet og koster rigtigt mange penge. Og man bliver blandt andet nødt til at rejse til uddannelsescentre enten i England eller USA for at få den rigtige uddannelse.

- Hvis man vil betale og være med, er der i princippet ikke noget i vejen for, at du kan købe de dele, der er begrænsede, siger Marius Iversen, som også forklarer, at der allerede er tre autoriserede værksteder i Danmark - et i Aarhus og to København.

Samme regler hos McLaren

Ifølge ham gælder nøjagtigt det samme for luksusbilmærker som Aston Martin, McLaren og mange andre. Man skal godkendes for at kunne lave tingene i stand - for at firmaet kan garantere kvaliteten og sikkerheden i deres biler.

Det er jo ikke rumfærger

Forklaringen om at begrænsningerne handler om specialviden og ekstra uddannelseskrav, er Erik S. Rasmussen dog også kritisk overfor. Han mener, at argumentet er gået for vidt.

- Problemstillingen er, hvem der objektivt skal vurdere, hvad man skal kunne for at måtte reparere på de her biler. Vi frygter, at man bruger de her argumenter for at holde andre fra fadet, siger han.

Ifølge ham burde det ikke være nødvendigt at rejse til udlandet for at lære om ting, han mener, er almindeligt på andre biler.

- Vi skal huske, at det her ikke er rumfærger, det er elbiler. Med en motorteknologi, som vi har kendt i 100 år. Der sidder noget elektronik i osv. Men det er ikke rumfærger, det er kun biler, siger han.

Dansk Bilbrancheråd vil gå til konkurrencestyrelsen, hvis de får henvendelse fra deres medlemmer om problemer med adgang til Teslas tekniske informationer og reservedele.

Det er bare ikke sket endnu.

Facebook
Twitter