Tesla-milliardær advarer mod kunstig intelligens

Manden bag Tesla, rigmanden Elon Musk, er bekymret for udsigterne til at teknologi bliver selvtænkende. Konsekvenserne kan være katastrofale, advarer han.

Tesla-milliardæren Elon Musk har før henvist til Terminatorserien for at fremhæve risikoen ved kunstig intelligens. (Foto: Courtesy of Sony Pictures Releas © © 2009 T Asset Acquisition Company LLC. All Rights Reserved.)

Det er ikke alt nyt, der er godt nyt - og hvad kunstig intelligens angår, kan udviklingen endda ende særdeles katastrofalt. Det mener skaberen af den futuristiske Tesla-elbil, Elon Musk, der ellers har skabt sig en yderst guldrandet levevej af at bryde grænser for, hvad man kan med teknologi.

Musk var oprindelig medskaber af PayPal-tjenesten, og har, udover Tesla, også skabt sig et navn indenfor rumfart med selskabet SpaceX. Musk har flere gange tidligere udtalt, at han drømmer om at kunne sende mennesker til Mars, måske allerede om 10 år.

Trods den futuristiske levevej, er Tesla-skaberen dog langt fra fan af fænomenet kunstig intelligens - og nu skærper han retorikken, efter at have læst bogen Superintelligence af professor i filosofi ved Oxford Universitetet, Nick Brostrom.

Måske forkert retning

I en kommentar på Twitter erklærede Musk således i går, at kunstig intelligens potentielt kan være mere risikabelt end atombomben.

Musk har flere gange tidligere udtrykt bekymring for teknologiens udvikling, og har tidligere peget på filmen Terminator som det ultimative skrækscenarie for hvad der kan ske, hvis kunstig intelligens løber løbsk. I de berømte film er der udbrudt krig mellem mennesker og maskiner, og cyborgs sendes tilbage i tiden for at påvirke historiens gang.

Selv om ideen om at sådanne scenarier kan opstå i virkeligheden måske forekommer fuldstændig absurde, har også den verdensberømte fysikprofessor Stephen Hawking advaret om konsekvenserne af, at maskinerne bliver så kloge, at de begynder at designe forbedringer til sig selv. Det kan medføre en udvikling, hvor maskiner autonomt vil udvikle sig i en retning, der ikke nødvendigvis er i menneskets interesse, har Hawking forklaret til den britiske avis, The Independent.

Endnu er kunstig intelligens hos maskiner dog at betragte som et fænomen, der hører hjemme langt ude i fremtiden. Flere projekter er dog i gang, og senest har blandt andet Google investeret i selskabet DeepMind, der netop beskæftiger sig med kunstig intelligens til brug spil og ehandel.

Facebook
Twitter