Top 10: Her er alle tiders mest populære apps til iPhone og iPad

Facebook sætter sig på de to øverste pladser over mest downloadede apps til Apples mobile dimser.

Facebook topper listen over mest downloadede apps fra Apples App Store, og er med hele fire apps i Top 10 det mest populære app-firma. (© dr)

Antallet af apps, man kan hente til sin telefon eller tablet, skal efterhånden tælles i millioner.

Men hvilke er de mest populære? Det har firmaet App Annie udgivet en rapport om.

Alle tiders Top 10 over mest downloadede apps til iPhone og iPad, er baseret på data fra hele verden over de seneste fem år.

Og lad det være sagt med det samme, der er ikke mange overraskelser på listen:

  1. 1

    Facebook (Facebook)

  2. 2

    Messenger (Facebook)

  3. 3

    YouTube (Google)

  4. 4

    Instagram (Facebook)

  5. 5

    Skype (Microsoft)

  6. 6

    WhatsApp (Facebook)

  7. 7

    Find my iPhone (Apple)

  8. 8

    Google Maps (Google)

  9. 9

    Twitter (Twitter)

  10. 10

    iTunes U (Apple)

Som det fremgår, har Facebook sat sig på de to øverste pladser, og er med fire placeringer i top 10 det mest populære app-firma i verden.

Med undtagelse af Twitter, er det kun de helt store tech-giganter Facebook, Google, Apple og Microsoft, der er repræsenteret.

Skal man udpege en lille 'overraskelse' må det være iTunes U, som er Apples bud på en platform til klasselokalet. Her trækker kinesernes downloads op, da de har hentet appen næsten lige så mange gange som amerikanerne.

Alle 10 apps er iøvrigt blevet downloadet flest gange i USA.

Største indtjening tilfalder musiktjeneste

App Annie har også kigget på hvilke apps, der har genereret flest penge over de seneste fem år gennem Apples app-butik. Og her bliver navnene nok en smule mere ukendte for de fleste danskere.

Indtjeningslisten toppes af musikradioen Pandora, på trods af at servicen nu kun er tilgængelig i USA, Australien og New Zealand.

Nummer to er den japanske besked-app Line, der har haft stor succes med at sælge ekstra indhold inde i appen, som brugerne kan dele med hinanden - blandt andet 'stickers' (en slags digitale klistermærker).

Nummer tre er dating-appen Zoosk.

Apples skriveprogram 'Pages' indtager fjerdepladsen og er den eneste app på top 10, der koster penge, når man henter den.

De resterende 9 apps er gratis at downloade, men genererer i stedet penge via abonnementer eller tilkøb inde i appen.

Det gælder også Spotify, der kommer ind på en femteplads.

  1. 1

    Pandora

  2. 2

    Line

  3. 3

    Zoosk

  4. 4

    Pages

  5. 5

    Spotify

  6. 6

    Badoo

  7. 7

    Skype

  8. 8

    MLB.com At Bat

  9. 9

    Grindr

  10. 10

    Line Play