Topadvokater kvast af kunstig intelligens: Færre fejl og 200 gange hurtigere

Nyt studie viser, at en computer nu både er hurtigere og bedre til at læse fortrolighedskontrakter end selv de mest rutinerede jurister.

Kunstig intelligens har en stor fremtid indenfor det juridiske område. (© LawGeex)

Hvis man er i tvivl om, at computerne i fremtiden også kommer til at overtage arbejdsopgaver fra de højtuddannede, så læs lige med her.

I et nyt amerikansk studie har 20 erfarne advokater været i konkurrence med en kunstig intelligens.

Opgaven gik ud på at gennemlæse fem fortrolighedsaftaler også kaldet en NDA (Non Disclosure Agreement). Dette er en helt almindelig kontrakttype, der ofte bruges i forhandlinger mellem to virksomheder eller individer til at sikre, at én part ikke bruger eller videregiver fortrolige oplysninger om den anden.

Kombattanterne skulle identificere 30 forskellige problemer spredt ud over 11 A4-sider og der blev givet point for, hvor præcist de identificerede de forskellige problemstillinger.

Den kamp vandt maskinen.

Computeren identificerede 94 procent af udfordringerne, mens de 20 advokaters gennemsnit var 85 procent. Det skriver Mashable.

Computeren klarede 5 kontrakter på 26 sekunder

Særligt når det kommer til tidsforbruget, er den kunstige intelligens i en liga for sig selv.

Advokaterne havde fået fire timer til at løse opgaven, men klarede det i gennemsnit på 92 minutter. Computeren klarede derimod alle 5 kontrakter på 26 sekunder.

En af de advokater der deltog i forsøget, Grant Gulovsen, siger til Mashable, at kontrakterne var meget lig dem mange advokater gennemgår hver eneste dag.

Kunstig intelligens en del af fremtidens advokatkontor

Med computerens tiltagende evner, giver det rigtig god mening at gøre maskinen til en fast del af den juridiske værktøjskasse, mener Erika Buell, professor på Duke University School of Law, som har været med til at sikre at opgaverne var i stil med dem, man kunne møde i virkelighedens verden.

- At få den kunstige intelligens til først at kigge en NDA igennem, svarer i høj grad til at få en juridisk assistent til først at identificere potentielle problemer. Det vil frigøre værdifuld tid for jurister til at fokusere på at rådgive klienter og andre former af værdifuldt arbejde, siger hun til Mashable.

- Det er vigtigt, at jurastuderende og junior-advokater forstår disse kunstige intelligens-værktøjer, som vil hjælpe dem til at blive bedre jurister og forme fremtidens advokatkontor, siger hun.

Studiet er faciliteret af firmaet LawGeex, som netop specialiserer sig i kunstig intelligens indenfor jura. Det er udført i samarbejde med jura-professorer fra Stanford University, Duke University og University of Southern California.

En uvildig advokat har holdt øje med, at testen blev udført korrekt.

Facebook
Twitter