Twitter-stifters børs-baby fløj højere end ventet

Betalingstjenesten Square tog et hop, da selskabet i går gik på børsen. Men værdien er lavere end investorerne havde ventet sidste år.

Jack Dorsey er stifter og topche for både Square og Twitter og gik torsdag på børsen med førstnævnte. Det gik bedre end ventet - men dårligere end håbet. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Mens snakken om en ny boble i de amerikanske teknologi-aktier på ingen måde er forstummet, fik investorerne torsdag et pusterum midt i alle bekymringerne.

Det skete da Twitter-stifter Jack Dorseys betalingstjeneste, Square, gik på børsen og fejede skeptikerne af banen - i hvert fald for en tid.

Square står bag en app-løsning og et værktøj til betaling med kreditkort via smartphones, samt en række analyseværktøjer, henvendt til butikker.

Lidt mindre rødglødende

Selskabet er blandt de mere rødglødende teknologiselskaber, men har stået overfor en børsnotering i modvind, hvor den estimerede markedsværdi af selskabets aktier lå lavere end den prislap, investorerne hidtil har sat på selskabet, når de skød penge i.

I øjeblikket udtrykker stadigt flere iagttagere bekymringer om de vurderinger, der sker af mange af de nyere teknologivirksomheder, hvoraf taxa-appen Uber fører an med en vurdering på over 480 milliarder kroner.

Forleden nedskrev investoren Fidelity værdien af Snapchat-tjenesten med 25 procent - og en række andre nedskrivninger fulgte efter. Snapchat har tidligere nydt vurderinger på over 100 milliarder kroner.

Svigtende interesse afløst af lidt medvind

Tidligere har investoren Blackrock nedskrevet værdien af Dropbox-tjensten med 20 procent, og timingen var derfor skidt for Square, der op til børsnoteringen torsdag måtte notere sig svigtende interesse for selskabets nyudbudte aktier.

Da aktien kom i handel sprang kursen dog alligevel i vejret med 45 procent til lukkekursen 13,07 dollars, efter at den op til børsdebuten lå omkring ni dollars.

Da selskabet sidste gang hentede kapital fra investorerne, lå vurderingen på lige under 15,5 dollars per aktie - altså en skævert af en vurdering fra de private investorer, der har skudt penge i selskabet.

Den mest rødglødende del af tech-branchen i USA kaldes 'unicorns' - altså enhjørninger, og begrebet dækker over selskaber, som antages af være mere end en milliard dollars værd, uanset om de tjener penge eller ej.

Der er efterhånden en stribe af sådanne selskaber, herunder Square, men flere rutinerede investorer har advaret om, at vurderingerne er kommet alt for højt op.