Tysk datatilsyn: Google samler data ulovligt

Sagen mellem Google og de europæiske datatilsyn bliver nu optrappet. Tyskerne vil forbyde Google at bundte data om brugernes adfærd på tværs af tjenesterne.

Google får nu igen varslet en bøde for privatlivskrænkelser (Foto: AFP PHOTO GEORGES GOBET)

Det skal være slut med at opbygge store databaser om brugernes gøren og laden på tværs af alle Googles tjenester, uden at brugerne tydeligt har givet lov til det.

Det mener datatilsynet i tyske Hamborg, der nu har mistet tålmodigheden med den amerikanske gigant. Google kan nu kan risikere at få endnu en europæisk bøde for datasamkøringen.

Slagsmålet mellem Google og flere europæiske datatilsyn har stået på siden 2012, hvor Google indførte et sæt nye regler for brugen af Googles tjenester. Ifølge disse brugerbetingelser vil Google nu samle data ind om brugerne på tværs af alle sine tjenester i én samlet personprofil, og bruge dem til annonceformål.

Det betyder eksempelvis, at brugernes emails bliver scannet for nøgleord, der kan benyttes til at vise målrettede annoncer på YouTube. Andre eksempler er at ting, fx flyafgange, brugerne søger efter via Googles søgemaskine på PC, automatisk popper op i smartphone-assistenten Google Now. Det er dog blot et par blandt utallige eksempler.

Har fået flere bøder før

Google har tidligere fået bøder fra både det franske og spanske datatilsyn i sagen, mens flere andre datatilsyn har varslet sager og bøder mod giganten. I Frankrig modtog Google sidste år en bøde på 150.000 euro og i Spanien modtog Google tidligere i år bøder for 900.000 euro - dog for tre forskellige forseelser.

I begge tilfælde var der tale om de strengeste bøder, loven giver mulighed for.

Internetgiganten har flere gange hævdet, at de nye regler flugter med europæisk lov på området, og at de alene har til hensigt at gøre det lettere for brugerne at overskue, hvad man skal acceptere i bytte for at få stillet Googles tjenester gratis til rådighed.

Tidligere var der et særligt sæt brugerbetingelser for hver enkelt af selskabets tjenester.

Google er dog især blevet kritiseret for ikke at spørge brugerne tilstrækkeligt tydeligt om lov til at bruge deres data på nye måder, eller til ting, de ikke oprindeligt gav Google lov til.

Skal respektere brugernes ret til at bestemme

- Ved at samle data fra alle sine forskellige services under samme bruger-ID, har Google adgang til en dybdegående personlig profil af brugerne. Google er nødt til at respektere brugernes ret til selv at bestemme, siger den tyske datakommisær, Johannes Caspar til Bloomberg.

Han vil nu skride til handling overfor Google og få selskabet til at ændre sin praksis på området. Alternativt vil der også i Tyskland vanke bøder.

Også det hollandske, italienske og det britiske datatilsyn har varslet sager mod Google i sagen. Det danske datatilsyn har ikke udtalt sig eller varslet aktioner mod Google.

De symbolske bøder for overtrædelse af EUs regler for omgang med persondata kan dog snart være en saga blot. Europa-parlamentet har siden 2012 behandlet et nyt sæt regler, en såkaldt forordning, der giver mulighed for at udskrive megabøder for sådanne forseelser.

Her kan bøderne løbe op i to procent af selskabernes globale omsætning, dog maksimalt 750 mio. kroner.

Facebook
Twitter