Uber indgår aftale med NASA om flyvende taxaer

Det amerikanske firma skal udvikle et system til at håndtere lavtflyvende lufttrafik.

Allerede i 2020 vil Uber teste flyvende taxaer i Los Angeles. (Foto: Uber © Uber)

Uber har siden sidste år haft planer for flyvende taxaer. Projektet går under navnet "Elevate".

Nu har Uber så indgået en aftale med NASA om at udvikle et computersystem, der skal holde styr på lufttrafik i lav højde - herunder flyvende taxaer. Det annoncerede Ubers produktchef, Jeff Holden, i dag til Web Summit i Lissabon, skriver Reuters.

Det betyder dog ikke at Uber skrinlægger planerne om sine egne flyvende taxaeservice. Jeff Holden fortalte samtidig, at Uber vil teste flyvende taxaer allerede i 2020 i Los Angeles. De skal efter planen flyve med en hastighed op til 320 km/t.

Vil teste allerede i 2020

De flyvende taxaer vil ifølge Uber blive både elektriske og førerløse, men firmaet vil ikke selv producere dem. I stedet samarbejder de med 5 producenter af såkaldte VTOL-fartøjer, der kan lande og lette vertikal på - f.eks. hustage eller højhuse.

Uber er derfor i gang med at undersøge muligheder for at bygge landingsplatforme på højhuse i Los Angeles.

Forbindelsen mellem de på papiret lidt umage partnere Uber og NASA skal muligvis findes i, at Uber for nyligt har hyret de to rutinerede NASA-folk Mark Moore og Tom Prevot. De er ansat til at tage sig af henholdsvis flyvende taxaer og de systemer, der skal holde styr på lufttrafikken.

Facebook
Twitter