Uber ransaget i Hong Kong

Tre ansatte på taxa-tjenestens kontor i Hong Kong blev i går løsladt mod kaution efter en større aktion mod selskabets kontorer.

  • De tre Uber-ansatte, der blev anholdt af politiet i Hong Kong, er blevet løsladt mod kaution. (Foto: Stringer/Hong Kong © Scanpix)
  • Ubers kontor er lukket, mens sagen efterforskes. (Foto: TYRONE SIU © Scanpix)
1 / 2

Mens den kontroversielle taxa-app Uber i denne tid ekspanderer heftigt i Asien, måtte tre ansatte og fem chauffører for selskabet tirsdag i denne uge se sig anholdt af politiet i Hong Kong. Det skete efter en større aktion, hvor det lokale politi havde brugt Uber-appen til at bestille taxaer, for derefter at anholde de chauffører, der mødte op for at hente dem.

Politiet ransagede tillige to af selskabets kontorer i Hong Kong, hvor tre ansatte blev anholdt, og IT-udstyr konfiskeret. De fem chauffører sigtes for ulovlig hyrevognskørsel og manglende forsikringer, mens de øvrige blev tilbageholdt som led i en større efterforskning af Ubers aktiviteter i Hong Kong.

De tre kontorfolk blev i går løsladt mod kaution.

Uber afviser ulovligheder

Ubers lokale repræsentanter har overfor avisen South China Morning Post erklæret, at der ikke foregår noget ulovligt, og at selskabet står bag sine chauffører.

Selskabets globale ekspansion har givet dønninger i en stribe lande, især på grund af tjenesten UberPop, hvor privatpersoner med Uber-appen som mellemmand, kører taxakørsel i deres egne biler, uden at have en hyrevognslicens.

I Danmark rejste politiet i foråret sigtelse mod Uber for samme forseelse, og især i Frankrig har der denne sommer været protester og demonstrationer fra den etablerede og regulerede taxabranche, hvor præsident François Hollande endte med at blande sig og kræve Uber sat på porten.

342 mia. kroner værd

Uber er også tidligere på året blevet ransaget af politiet i Kina.

Selskabet fik for nylig påny tilført kapital, hvor Microsoft var blandt investorerne. Kapitaltilførslen viste, at Uber nu på papiret har en markedsværdi på 51 milliarder dollars - 342 milliarder kroner. Selskabet møder dog også modstand i hjemlandet USA, hvor forretningsmodellen også har været i clinch med de lokale regler for hyrevognskørsel.