Ubuntu-mobilerne kommer til jul

Efter flere års ventetid og en storstilet crowdfundingfadæse, melder britiske Canonical nu klar til at sende de første Ubuntu Linux-mobiler på markedet.

Ubuntu Edge-mobilen slog fejl - men nu kommer det frie system alligevel ud på mobilerne. (© Ubuntu)

I en tid, hvor virksomheder USA og Sydkorea næsten totalt dominerer vores smartphones, er det et eksotisk syn af støde på en spanskproduceret mobil med et finsk-født styresystem, der bliver videreudviklet og søsat af et britisk selskab med en sydafrikaner som direktør.

Men ikke desto mindre kan smartphone-køberne inden for de næste par måneder lægge hånden på sådan en sag, når spanske BQ og kinesiske Meizu begynder at sælge de første smartphones, der drives af styresystemet Ubuntu.

Såvel Ubuntu til mobilerne som BQ og Meizus produkter har været kendt længe - men alligevel er det markant, at systemet nu meldes klappet og klart til at blive frigivet til mobilproducenterne, der herefter vil begyndte produktionen af de Ubuntu-baserede mobiler.

Ikke slået igennem på mobiler

Ubuntu har i en årrække været kendt som det gratis, Linux-baserede open source-alternativ til Windows og Mac OS X til klassiske computere, men der har ikke fandtes en udgave af systemet, som virkede tilfredsstillende til mobiler og tablets med trykfølsomme skærme.

Det skal Ubuntu Touch-udgaven nu råde bod på.

Særligt på smartphones er Googles dominans efterhånden blevet massiv, og Googles Android-system, der også er baseret på Linux, udgør i øjeblikket op mod 85 procent af alle solgte smartphones i verden. Mens Android-systemet er open source, lægger de fleste mobilproducenter et lag af Google-tjenester ovenpå.

Open source vil sige, at alle kan kigge i computerkoden i programmerne, ændre den og forbedre den, uden at tage hensyn til et en bestemt selskabs kommercielle interesser og copyright-hensyn.

Fæl crowdfunding-skævert

Mens Ubuntu er den største af et utal af forskellige udgaver, såkaldte distributioner, af Linux-systemet, er systemet aldrig slået rigtig igennem på hjemmets computere. På mobilerne er der dog flere - både producenter og teleselskaber - der længe har udtrykt bekymring over Googles dominans og efterspurgt alternativer. Det har blandt andet fået Samsung til at egenudvikle Tizen-systemet, der dog indtil videre ikke er kommet på markedet i smartphones.

Sidste år forsøgte Canonical at søsætte en crowdfunding-kampagne for sin egenproducerede luksus-mobil, Ubuntu Edge, men selskabet ramte helt ved siden af skiven i forhold til målet for kampagnen, der skulle have indsamlet 32 mio. dollars.

Til gengæld formåede Canonical dog at slå rekorden med et resultat på 12 mio. dollars i støttekroner, svarende til over 70 mio. kroner fra folk, der på daværende tidspunkt end ikke havde set Ubuntu-systemet i aktion på mobilerne.

Ubuntu er dog ikke det første open source-projekt på mobilerne. Også Firefox OS, der markedsføres til de helt billige mobiler i verdens lidt fattigere lande, er open source - og det samme gælder eksempelvis Cyanogenmod, der er en videreudvikling af Android-systemet, uden Googles tjenester. Cyanogenmod kendes blandt andet fra den meget omtalte One PlusOne-telefon, der for nylig fik debut i Danmark.

Facebook
Twitter