Udnyt din hund og få strøm på mobilen

Hunde æder, savler og fælder, og så skal de luftes flere gange om dagen. Hvorfor ikke lade kæledyrene lette vores travle hverdag med elektroniske dimser, når de alligevel fræser rundt på græsset?

Hektor fra Valby er et pragteksemplar af en enorm hund: en kvart Schæfer og ¾ Broholmer. Og nu også forsøgsdyr i DR3-programmet 'Storm - i et glas vand'.

Hvordan undgår man at løbe tør for strøm på sin mobiltelefon, sin tabletcomputer, bærbare eller kamera?

Man kan selvfølgelig lade dem op, inden man skal bruge dem eller rende rundt med et ekstra batteri.

Der findes mange bud på måder, man kan lade mobiltelefoner op; lige fra hånddrevne dynamoer til solcellepaneler.

Nu kommer DR3-programmet 'Storm - i et glas vand' med et alternativt bud, der faktisk er inspireret af robotten Curiosity på Mars: Brug varmen fra dit kæledyr!

Hunden Hektor som forsøgsdyr

I aften klokken 20.00 kan du på DR3 følge Magnus Slyngborg og Søren Storms forsøg på at lade batterier op ved hjælp af varmen fra den enorme hund Hektor, en kvart Schæfer og ¾ Broholmer, bosat i Valby.

Mobilopladeren er baseret på kropsvarme, og det gør den kæmpestore hund ideel.

En stor hund omsætter enorme mængder af energi til varme hver eneste dag. Varme som gør absolut ingen nytte, medmindre man bruger dem som fodvarmere.

Teknologien bag varmesystemet

Der findes allerede systemer kaldet termogeneratorer, der udnytter spildvarme til at generere elektricitet.

Termogeneratorer er små firkantede plader af nogenlunde samme bredde som skærmen på en smartphone.

De fungerer ved, at man placerer den ene side på en kold flade, og den anden mod en varm flade. Der vil da løbe varme gennem pladen, og det genererer en elektrisk strøm.

Termogeneratorer findes mange steder.

Mars-robotten bruger samme teknologi

Robotten Curiosity udforsker i disse år Mars' overflade. Den benytter et radioaktivt materiale som varmekilde, altså den varme side, mens omgivelserne benyttes som den kolde side.

Sådanne systemer kaldes radioisotopgeneratorer, og det kan i øvrigt drive robotten i minimum 14 år.

Der er også udviklet systemer, som fx kan bruges af campister. Der danner termogeneratorerne låget til en gryde, så man kan lade sine strømslugere op, mens man laver mad.

Desuden udvikles der systemer til biler, hvor motoren er varmekilde. Mulighederne er næsten uendelige - det eneste der kræves er en varmekilde.

Specialsyet dragt til Hektor

I programmet i aften får hunde chance for at gøre lidt nytte.

Redaktionen på 'Storm - i et glas vand' har fået specialsyet en sele til hunden Hektor.

Og redaktionen håber så på, at den ved hjælp af termogeneratorer kan løse et af hverdagens små, men dog irriterende problemer, nemlig at løbe tør for strøm.

Se med og find ud af, om det lykkes.

Facebook
Twitter