Undersøgelse: Dine apps har adgang til dybt personlige oplysninger

Virksomheder bag apps får adgang til private oplysninger om dig, viser ny undersøgelse lavet af Forbrugerrådet Tænk.

Apps beder blandt andet om tilladelse til dine sms'er, billeder og kalenderen, når du downloader dem til din smartphone og tablet. (Foto: Frederik Bjerre Andersen © DR Nyheder)

Når forbrugere trykker download på deres smartphone eller tablet og henter en af de populære apps, så giver de samtidig virksomhederne bag adgang til dybt personlige oplysninger.

Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, der i dag sætter gang i kampagnen "Har du tænkt over, at dine Apps har frit spil".

- Når vi giver adgang til alle de her dybt personlige oplysninger, så er der en risiko for, at de både bliver brugt af dem, der står bag app'en, at de kan blive solgt videre, og at de kan blive misbrugt, siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk, til DR Nyheder.

Har testet 34 apps

Forbrugerrådet Tænk har undersøgt, hvad det egentlig er man siger ja til, når man accepterer de vilkår app'en kræver.

De har testet de 34 mest populære apps på Google Play, hvor man henter apps, og det er ifølge Forbrugerrådet ikke småting, man siger ja til, når man accepterer vilkårene.

Virksomhederne bag beder for eksempel om tilladelse til sms'er, billeder og kalenderen.

Læser ikke det med småt

På trods af at virksomhederne kan få adgang til personlige oplysninger, så tøver danskerne ikke med at trykke "accepter".

I en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Forbrugerrådet Tænk, hvor de har spurgt over 1000 danskere, så er det kun hver ottende adspurgte, der hver gang eller ofte læser betingelserne for at downloade app'en.

Det håber Forbrugerrådet Tænk, at deres kampagne kan ændre på.

- Hvis vi gerne vil have de her apps, og det vil vi jo gerne, for der er rigtig mange, der er gode, så skal vi gøre det, men vi skal også være opmærksomme på, hvad det er vi siger ja til, så vi i hvert fald er bevidste om det, siger Anja Philip.

I videoen herunder kan du høre, hvad danskerne svarer, når de bliver spurgt, om de læser det med småt, når de henter en app.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter