USA blokerer for pakkelevering med droner

Ny lovgivning tillader kun kommerciel droneflyvning, hvis piloten kan se dronen med det blotte øje.

Sådan ser en af Amazons pakkedrone ud. Men den får ikke lov til at flyve endnu. (© Amazon)

De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, er klar med det første sæt regler for kommerciel flyvning med UAS (unmanned aircraft system). Det der populært kaldes droner.

Selvom det i en række tilfælde vil være tilladt at flyve med de små ubemandede fly, betyder det nye regulativ, at Amazon og Google ikke får lov til at levere pakker i USA på den måde, de havde håbet.

Hver enkelt UAS skal nemlig være styret af én dedikeret pilot, og piloten (som skal have certifikat) skal til alle tider have fuldt udsyn til ‘flyet’.

Det fremgår af et over 600 sider langt dokument.

Kan godt lade sig gøre at levere en pakke - langt ude på landet

Dog kan pakker godt leveres, hvis firmaerne overholder en række regler.

Udover ovennævnte begrænsninger er det blandt andet, at dronen ikke må flyve over nogen personer, der ikke har noget med leverancen at gøre, at dronen maksimalt må veje 25 kilo, og at den kun må flyve, når det er lyst udenfor.

Desuden er den maksimalt tilladte hastighed 160 km/t, og dronerne må højest flyve 122 meter over jordens overflade.

Begrænsningerne betyder dog reelt, at pakkelevering med droner ikke giver mening.

Amazon og Google mener, at teknologien er klar

I dokumentet kan man læse en række af de indvendinger som Amazon og Google - og mange andre interessenter - har haft.

Blandt andet argumenterer teknologiselskaberne for, at sikkerheden allerede er god nok, og at der ikke er grund til, at en enkelt pilot ikke kan styre en hel flåde af droner samtidig.

Myndighederne mener dog ikke, at dette er tilstrækkelig bevist, og vil derfor ikke på nuværende tidspunkt give firmaerne lov til at påbegynde den form for kommerciel pakkelevering, de havde håbet på.

FAA giver dog lov til, at UAS kan bruges kommercielt i USA. I rapporten nævnes en række eksempler. Fx:

  • Inspektion af afgrøder

  • Inspektion af el-ledninger i bjergområder

  • Inspektion af antenner

  • I forbindelse med redningsaktioner

  • Inspektioner af broer

  • Luftfoto

Facebook
Twitter