VIDEO Borerobot skåner håndværkere for hårdt arbejde

Det norske firma nLink har udviklet en robot, der skal bruges til at bore huller i betonlofter. Det kan spare håndværkere for tusinder af timer med nedslidende arbejde.

Robotten borer en del hurtigere end håndværkeren - men de er glade for at slippe for det hårde arbejde.

Når man skal bygge og indrette et butikscenter, et parkeringshus eller en anden stor, moderne bygning, så skal der ofte bores mange tusinde huller i hårde betonlofter.

Det er nedslidende arbejde for håndværkerne, som typisk skal stå i en besværlig stilling og holde en rystende slagboremaskine i hænderne hele dagen, samtidig med at de får støv i ansigtet.

Derfor har den norske startup nLink sat sig for at lave robotter til at tage det hårde arbejde med at bore i betonlofterne.

Danske robotarm med boremaskine

I bund og grund er selve hardwaren ikke specielt avanceret, siger medstifter Konrad Fagertun fra nLink:

- Det er basalt set bare en boremaskine monteret på en UR10 robotarm fra danske Universal Robots. Robotten står på en lille lift, med en støvsuger til at fange det værste.

Derudover har nLink udviklet en vibrationsdæmper, som er med til at gøre boringen så præcis som muligt, og samtidig kan skåne robotten for skadelige rystelser.

Lasere og kameraer styrer borerobotten

Det begynder dog at blive mere avanceret, er når robotten skal sættes til at bore mange huller automatisk. Det foregår ved hjælp af en kombination af lasere, stereokameraer og helt præcise opmålinger af byggeriet.

Laserne projicerer et net af linjer på loftet, som robottens kameraer kan se og arbejde efter, og sørge for at hullerne bliver boret i den helt korrekte vinkel og dybde.

Det betyder også, at robotten kan bore mange huller af gangen, over strækninger på 100 meter eller længere, hvis det er muligt at placere laserne så de lyser på loftet hele vejen.

Robotten skal stadig overvåges af mennesker

Robotten er dog ikke endnu i stand til at køre selv, så der skal stadig en operatør hen at flytte liften med robotten, når den ikke kan nå til det næste hul.

Man kan i øvrigt også vælge den enkle kontrol af robotten, hvis der bare skal bores et lille antal huller. Så markerer man bare manuelt med laseren hvor hullet skal være, eller styrer boremaskinen med den tilhørende iPad-app.

Derudover så passer robotten faktisk sig selv, siger Konrad Fagertun.

- Af sikkerhedsårsager, og fordi robotten stadig ikke kan flytte sig selv, så skal der stadig være en operatør tilstede, men en dag kan borerobotten måske klare det hele selv, og bore huller i døgndrift.

Robotten må gerne tage vores arbejde!

Som nævnt er robotten især blevet konstrueret for at skåne håndværkere for de nedslidende timer med loftboringer.

Og selvom mange taler bekymret om at robotterne kommer og tager vores arbejde, så har alle de håndværkere nLink har talt med sagt, at lige det her arbejde, det må robotterne hjertens gerne tage, fortæller Konrad Fagertun.

Men borerobotten giver også god mening for entreprenører og arkitekter, håber nLink.

Borerobot kan også mindske risikoen for fejl

Robotten kan nemlig arbejde superpræcist - både i forhold til boringen af det enkelte hul, og når der skal bores tusindvis af huller lige netop der hvor de skal være, ifølge tegningerne.

Det er en helt central faktor, ikke mindst når flere forskellige firmaer - som laver el, ventilation, vand og varme eller anden indretning - skal arbejde på det samme projekt.

- Oftere end man skulle tro betyder det, at forskellige håndværkere arbejder lidt oven i hinanden, eller uden koordinering, og det kan føre til fejl og unødvendige gentagelser, siger Konrad Fagertun.

250.000 huller

Borerobotten er blandt andet blevet udviklet i samarbejde med det norske elfirma Vintervoll, i forbindelse med et større byggeri hvor der skulle bores 250.000 huller.

Dét projekt, sammen med et par andre pilot-samarbejder, har betydet, at nLink nu netop har lanceret første version af deres borerobot, inklusive lasere, kamera og styre-app.

I første omgang er der tale om at man kan leje robotten til et aktuelt byggeprojekt, inklusive en operatør fra nLink, men på lidt længere sigt håber Konrad og hans kolleger at håndværkere og entreprenører selv kan styre robotten.

Robotten kan også bruges til at løse andre opgaver

At bore huller i betonlofter er en af de slemme opgaver i byggeriet, siger Konrad Fagertun, og det er derfor firmaet har koncentreret sig om at udvikle en robot til dét specifikke formål.

Men i princippet er robotarmen og lasersystemet ret fleksibelt, og vil også sagtens i fremtiden kunne bruges til andre opgaver, fx at lægge fliser, siger Konrad Fagertun:

- Borerobotten har også en "søsterrobot" hos det norske TV2, hvor den fungerer som kamera-arm i udvalgte udsendelser.