VIDEO Drone leverer kolde øl til fiskere

Ølfirmas dronelevering er ikke lovlig - men er den i det hele taget ægte?

Hvordan kommer fremtiden med droner til at se ud? Det bliver der i øjeblikket givet en række forskellige bud på.

Seneste skud på stammen kommer fra bryggeriet Lakemaid Beer, som i en video viser, hvordan dets drone kan levere kolde øl til fiskere.

Tanken er ifølge bryggeriet, at i stedet for at fiskerne skal rakke rundt efter øl i deres biler, så kan de jo lige så godt få dem leveret ude ved søen. Og så er det jo ikke mindst god reklame.

Er videoen ægte?

I pakken er der plads til 12 øl, men Lakemaid Beer oplyser, at det måtte tage to øl ud for at få dronen til at lette. Dermed kom det ned på 10 øl og en total vægt på lige over 7 kilo.

Men om der nu også er 10 øl i kassen på videoen, stiller So ein Ding-vært Nikolaj Sonne, som er ivrig droneentusiast, spørgsmålstegn ved.

- I forhold til de forskellige quatrokoptere jeg har fløjet med, har jeg lidt svært ved at forestille mig, at der er 7 kilo i den kasse. Jeg synes heller ikke, man får et ordentligt blik på, hvordan den "slipper" lasten. For mig at se virker flyvningen ikke særligt autonom, siger Nikolaj Sonne.

Ikke lovligt at flyve droner kommercielt

Ægte eller ej, så er det nemt at forestille sig, at det kunne blive populært at bestille og levere varer på denne måde.

Problemet er bare, at det ifølge de amerikanske luftfartsmyndigheder ikke er lovligt uden en særskilt tilladelse, og den har ølfirmaet ikke.

I Danmark er denne type flyvning også pt. forbudt, men ligesom i USA er kommerciel droneflyvning et område, der udvikler sig.

- Vi kan bestemt ikke udelukke, at det er et scenarie, der kan udfolde sig engang i fremtiden, sagde vicedirektør i Trafikstyrelsen, Jesper Rasmussen, til dr.dk i december.

Amazon leger også med tanken

Jesper Rasmussens kommentar faldt i forbindelse med, at den kæmpe online butik, Amazon, offentliggjorde dets interesse i teknologien.

I december sidste år fortalte firmaet, at det havde planer om at levere varer til dets kunder med droner.

Men projektet kommer ikke til at se dagens lys lige foreløbig. Amazons stifter og direktør Jeff Bezos tror tidligst, at det vil kunne lade sig gøre om fem år.

Droner til privat brug bliver mere avancerede

Men det er ikke kun til kommerciel brug, at interessen for droner er stigende.

Helt almindelige mennesker kan også købe mere og mere avancerede droner til lavere og lavere priser.

Eksempelvis kan man for 2.700 kroner snart erhverve sig en drone i lommestørrelse, der kan flyve på autopilot med et kamera påsat.

Og at det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad droner kan bruges til, så man senest, da en droneentusiast havde lagt en video på YouTube af sin hjemmebyggede drone med en raket monteret på toppen, som bliver affyret, mens dronen er i luften.

Facebook
Twitter