VIDEO Gå en tur i Folketinget med Google Street view

Det danske parlament har haft besøg af Googles berømte Street view-tjeneste, der tidligere i dag slog dørene op for en virtuel tur i Folketinget.

Antarktis er der. Kanalrundfarten i København er der. Og så er der en næsten endeløs række af pudsigheder - børn klædt ud som rumfolk, tissende kvinder og folk, der falder på cyklen.

Og fra i dag kan man så også bruge Googles Street View-tjenste til at gå en tur i det danske Folketing, hvor man sågar kan komme helt op på talerstolen.

Selv om Googles Street View-projekt efterhånden har et par år på bagen, er der fortsat liv i den uhyre populære tjeneste, der jævnligt opfinder nye tiltag. Blandt andet åbnede Street View for nylig op for, at besøgende kan bladre tilbage i tiden på steder, hvor Street View-bilerne har været forbi flere gange.

Kunsten kommer også på

Under det nyligt overståede fodbold-VM, havde Googles kamerahold sågar været en tur på VM-banerne på de 12 stadions, der dannede rammen om kampene.

Både det canadiske og det hollandske parlament og et par andre er allerede på Street View, og de får altså fra i dag selskab af billeder fra Folketingets gange. Som noget særligt er den kunst, der hænger på væggene på Christiansborg også blevet inkluderet i Googles Art Project, hvor man kan klikke på et billede og se det i fuld oplysning, sammen med yderligere information om værket.

Billederne af Christiansborg blev optaget i sidste efterår, og blev tidligere i dag offentliggjort på denne side.

Kom på virtuel rundtur på Christianborg i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter