Tech

VIDEO Google slipper virtual reality-undervisning løs til danske elever

Google har udvalgt Danmark som et af fem lande til at teste nyt undervisningskoncept, der gør brug af virtual reality. Og eleverne tager godt imod det.

Om virtual reality bliver en integreret del af undervisningen i danske skoler, er for tidligt at spå om.

Men at børn synes det er sjovt at prøve det, er der ikke nogen tvivl om.

Således var reaktionen ovenud positiv, da elever fra Holmegårdsskolen i Hvidovre, som de første i Europa, fik lov til at stifte bekendtskab med Googles nye undervisningsprojekt Google Expeditions.

Oplev verden i stedet for kun at læse om den

Konceptet går ud på, at eleverne i stedet for kun at læse eller høre om verden, selv skal opleve den helt tæt på i virtual reality.

For at det kan lade sig gøre, har Google sammensat et lille Expedition-sæt, som består af en tablet til læren, en virtual reality-papæske med en telefon i til eleven, og et modem, der binder tingene sammen.

Både tablet og telefon kører en Expeditions-app, hvorfra læren kan vælge mellem hundredvis af 360-grader billeder, der er taget på spektakulære og historiske steder.

Via disse billeder kan eleverne prøve en tur i rummet, se hajer under vandet eller opleve at stå på den kinesiske mur - alt sammen i 360 grader.

Eleverne styrer selv billedet

Hvilket billede eleverne ser, styres centralt fra en tablet-computer af læreren. Herfra kan underviseren også vælge særlige punkter ud på billedet, som børnene bliver guidet til via pile inde i brillen, mens læren fortæller om det, eleverne ser.

Når først billedet er loadet inde i brillen, har eleverne fuld kontrol over det roterende billede. Det styrer de ved fysisk at dreje til højre eller venstre, eller ved at kigge op eller ned.

På den måde føles det - næsten - som om, man er der selv.

Google klar med færdig pakke sommeren 2016

Google kører som nævnt Expeditions som et pionerprojekt, der udover Danmark også kører i USA, Canada, Brasilien og Singapore.

Selskabets amerikanske udsendte vil dog være i Danmark nogle uger endnu, for at vise mulighederne frem på en række danske skoler.

Ambitionen er, at Expeditions skal være gjort bredt tilgængelig, omkring sensommer 2016.

På det tidspunkt vil appen kunne hentes af alle, og Google planlægger samtidig, at skoler kan købe et færdigt Expeditions-sæt bestående af tablet, briller, telefon og modem.

Facebook
Twitter