I forbindelse med en robotkonkurrence udstedt af det amerikanske forsvar har Nasa udviklet en såkaldt humanoid robot, som måske skal sendes til Mars.
"Valkyrie", som robotten kaldes, ligner et menneske, den er 182 centimeter høj, og den er proppet med avanceret kamera- og sonarteknologi.
Ifølge Nasa er Valkyrie det mest vidtgående projekt, som endnu er kommet ud af rumagenturets robotbyggeri.
Skal løse menneskelige opgaver
Den ligner ikke bare et menneske, den kan også opføre sig sådan.
Den har nemlig hele 44 uafhængige led og den måde kan den betjene mange af de funktioner, som et menneske kan:
- Mange af de ting vi bruger er jo designet til netop mennesker, derfor giver det god mening at lave robotten som et menneske, siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker DTU Space.
Det er dog ikke den eneste årsag til, at robotten ligner et menneske:
Behagelig at røre ved
- Den ser dejlig ud. Det er helt bevidst. Hvis man skal arbejde sammen med en robot, er det godt at vide, at man ikke kommer til at skære sig på den, men at den er blød og behagelig at røre ved.
- Det giver også en større tryghed for de mennesker, som skal arbejde sammen med den, at den er mindre robot og mere menneskeagtigt, siger Michael Linden-Vørnle.
Se robotten og hele interviewet med Michael Linden-Vørnle øverst i artiklen.