VIDEO Nye el-pærer forstærker dit internet

Højttaler, kamera, mikrofon og Wi-Fi-forstærker er bare nogle af de ting, som bliver bygget ind i nye internetforbundne el-pærer.

Engang skulle den bare lyse. Nu kan el-pæren både afspille og optage lyd, filme og sågar forstærke dit internet.

So ein Dings Nikolaj Sonne har været på dimse-messen Ifa i Berlin, og en af de ting han faldt over var næste generations el-pære.

Tiden hvor en el-pære gav lys i 1000 timer, inden den sprang og endte som affald, er forbi.

Først kom LED-pæren og efterfølgende den internetforbundne smarte pære - som fx Philips Hue - hvor både farve og temperatur kan programmeres eller styres med mobiltelefonen.

Men nu komme den næste bølge af smarte el-pærer.

En el-pære er ikke bare en el-pære

Pærerne fås nu både med indbyggede højttalere og mikrofon, så du eksempelvis kan bruge pæren som babyalarm.

En anden version kommer med indbygget Wi-Fi-repeater, hvilket vil sige, at den kan forstærke og forlænge dit trådløse internetsignal til eksempelvis haven eller toilettet.

Og kan du bare ikke få nok af at overvåge dit hus, ja, så kommer der også en model med indbygget kamera.

Nikolaj Sonne viser i videoen øverst i artiklen, hvordan det hele hænger sammen.

So ein Ding har iøvrigt sæsonpremiere mandag d. 28 september kl. 22.00 på DR2. Udover et glimt af fremtidens smarte pærer, handler programmet om 3D-print i industrien.