VIDEO Nyt koncept tilføjer 3D-digitalt lag til virkeligheden

Firmaet Magic Leap løfter sløret for deres vision om en fremtid, hvor en digital dimension lægges ovenpå virkeligehedens verden.

I fremtiden kan den virkelige verden blive overtrukket med et digitalt lag.

Bliver fremtiden domineret af Virtual Reality eller Augmented Reality? Eller begge teknologier eller ingen af delene?

Svaret blafrer i øjeblikket i luften.

Men hvad vi ved er, at begge teknologier i øjeblikket modtager en hel del kærlighed, tid og penge fra nogle af de helt store teknologiselskaber.

Facebook, Sony Playstation, Samsung og HTC satser alle på virtual reality (VR), og vil alle inden længe være klar med en brille, man kan købe i butikkerne.

Microsoft satser derimod på augmented reality (AR). Og det gør et andet firma ved navn Magic Leap også. Firmaet har blandt andet Google som investor.

Magic Leap viser AR-teknologien frem

Netop Magic Leap har netop for alvor løftet sløret for, hvordan deres version af AR ser ud.

Fremvisningen af deres produkt skete på tech-konferencen WSJD-Live, som Wall Street Journal i disse dage afholder. Videoen er efterfølgende blevet lagt på YouTube og kan ses øverst i artiklen.

Her ser man - fra brugerens perspektiv - en robot, der svæver rundt under et bord og en 3D udgave af solsystemet, der svæver i luften ved siden af en kvinde, der bruger en computer.

Brugeren kan sågar bevæge sig rundt om det roterende solsystem.

Hvad vi ikke ser, er hvordan, de digitale elementer bliver projiceret ind i den virkelige verden. Angiveligt sker det via en form for brille brugeren har på, som det også er tilfældet med Microsoft HoloLens.

Uden at ville løfte sløret for hvordan den hovedbårne computer ser ud, så forklarede Magic Leaps direktør, Rony Abowitz, at man angiveligt vil kunne bære deres device offentligt, uden at man ser mærkelig ud. Det er bestemt ikke tilfældet med HoloLens.

Af videoen fremgår det, at der ikke er brugt special effects eller andre falske virkemidler, for at få AR-oplevelsen til at se mere ægte ud, end det i virkeligheden er tilfældet.

Men altså intet om hvordan teknologien virker eller for den sags skyld noget om, hvornår det forventes, at oplevelsen kommer i almindelige menneskers hænder.

Eneste ord fra Rony Abowitz var, at firmaet er ved at gøre sig klar til at "producere millioner af ting".

Forskellen på VR og AR er ret klar

Forskellen på VR og AR er ret klar.

Virtual Reality tilbyder, at man gennem et sæt omsluttende briller kan træde ind i en fuldstændig kunstig verden eller en filmet udgave af den rigtige verden. På sigt vil det også blive muligt live at bevæge sig rundt i den virkelige verden et helt andet sted på kloden, hvis man ønsker det.

Dog er man til alle tider spærret inde bag sine briller, og kan altså ikke se det rum man sidder i, eller de mennesker der fysisk sidder lige ved siden af.

Sådan ser man ud med Oculus-brillen på. (© dr)

Det kan man med Augmented Reality. Denne teknologi tilføjer nemlig et ekstra digitalt lag, klistret uden på den rigtige verden. Med andre ord bliver virkeligheden til en computerskærm, hvor indhold kan vises.

(© Magic Leap)

Det kan i teorien bruges til at man har samleinstruktioner svævende foran sig, mens man fysisk er ved at samle et ikea-skab.

Det kan også bruges til gaming, således at ens egen stue bliver den bane, man spiller på, hvor monstre kan komme ud af sofaen og bad guys kan løbe rundt på væggene.

Produkterne svinger voldsomt i pris

Microsoft meddelte for nylig, at de i første kvartal 2016, vil begynde at sende første version af deres AR-brille HoloLens ud til udvalgte udviklere. Dog skal man hoste op med 3.000 dollars for at kunne være med fra første fløjt.

Til sammenligning kommer Samsung Gear VR til at koste 100 dollars, når den senere på året rammer butikkerne. Der skal man så til gengæld have en Samsung smartphone til at sætte ind i brillen, for at kunne træde ind i den virtuelle verden.