VIDEO Sådan fungerer Apples ‘Siri’ på dansk

Apples digitale assistent Siri kan nu forstå og tale dansk. Og det fungerer overraskende godt.

Apples taleassistent Siri er netop kommet på dansk. Næsten. For det er ikke helt officielt endnu.

Men i hvert fald kan man nu - og for første gang nogensinde - downloade en beta-version af næste udgave af Apples mobile styresystem iOS 8.3.

Normalt er nyhederne i en så lille opdatering som fra 8.2 til 8.3 til at overse, men lige netop i dette tilfælde er det helt anderledes set med danske briller, netop fordi Siri gør det muligt at stemmestyre en lang række funktioner på telefonen - på dansk.

Jeg har testet Siri i nogle timer nu, og her er mine umiddelbare oplevelse.

God til at forstå

Det første der slår en er, at Siri er virkelig god til at forstå dansk.

Langt det meste af hvad jeg siger bliver opfattet korrekt, og faktisk vil jeg gå så langt som til at sige at taleforståelsen er mere korrekt end min indtastning på det almindelige tastatur.

Helt grundlæggende kan du fx oprette en besked, indtale hvad der skal stå og sende den afsted.

Derudover kan du oprette påmindelser og kalenderaftaler, foretage telefonopkald, få svar på hvordan vejret bliver i weekenden eller hvordan du kommer til Åbenrå.

Dog bliver det hurtigt en anelse bøvlet hvis Siri misforstår og man skal til at rette eller gentage sit spørgsmål. Det skal altså helst ramme plet første gang.

Forstår kontekst

Selvom at jeg ved, at Siri har fungeret på engelsk i lang tid, er det alligevel imponerende hvordan hun sætter ting i den rette kontekst.

“Send besked til Anders, det er snart weekend skal vi drikke en øl sammen inden vi smutter” kan man sige, fuldstændigt flydende - og i en smøre.

Så oprettes en besked, den ‘rigtige’ Anders af dem der er i mine kontakter vælges, teksten udfyldes, og det eneste der mangler er en bekræftelse på at jeg vil sende - og den kan jeg give bare ved at sige 'ja' til Siri.

Man er altså ikke nødt til først at oprette besked, vælge hvem den skal være til og derefter hvad der skal stå.

Men også de klassiske eksempler som “Kommer solen til at skinne i weekenden” “Er det koldt udenfor” “Har jeg nogle aftaler mandag formiddag” forstår og svarer Siri på.

Helt overordnet fungerer det overraskende godt. Ja, der er fejl af og til, men det fungerer bedre end jeg havde turde håbe.

Ikke fejlfrit

Men der er stadigvæk tale om en første version.

Siri taler et noget gebrokkent dansk, med en lidt udefinerbar nordisk maskinagtig accent. Og det kan måske for nogle gøre, at det ikke føles så naturligt at snakke med ‘hende’.

Derudover er der forskellige småvanskeligheder. Fx er det ikke lykkes mig at sende en email til en person med to emailadresser, uden at skulle bruge fingerinput til at vælge hvilken adresse jeg vil sende til.

Desuden er der stadigvæk begrænsninger i hvad hun kan svare på, fx nægter hun at tale om sportsresultater.

Til hendes forsvar er hun klog nok til at fortælle mig, at hun godt ved at jeg har stillet hende et sportspørgsmål, men at hun ikke kan svare på det endnu.

Tempoet er heller ikke altid lige imponerende, men om det er en general Siri-ting, eller om det afhænger af internetforbindelsen, skal jeg ikke kunne sige endnu.

Dog hjælper det på hastigheden hvis man slår hendes stemmefeedback fra, men det virker jo af gode grunde så kun, hvis man efter et spørgsmål eller en instruktion kan kigge på skærmen og bekræfte med fingeren.

Hvad skal man bruge det til?

Nogle vil måske mene, at det er meget unaturligt at tale til sin telefon. Og det er da også rimelig akavet at gøre det, når man er i rum med andre.

Men kører man eksempelvis bil eller på cykel, kan det give rigtig god mening, at man ikke længere er afhængig af skærmen og tekstinput.

Og det binder jo så i øvrigt over til Apples kommende ur, som i høj grad er bygget til at skulle stemmestyres. Når først det sidder på armen - og altså altid er lige inden for tale-rækkevidde - ja, så vil det nok blive mere og mere naturligt og logisk at begynde at slynge stemmekommandoer ud.

Stemmestyring er kun i sin spæde start, og indtil videre her i den tidlige beta-version er jeg faktisk overordnet set imponeret.

Der er stadig en del mangler med hensyn til bedre svar på internetsøgninger, hvor man får ofte bare får slynget søgeresultater ud i stedet for klare svar på spørgsmål, der har et facit. Her er Googles version bedre.

Den officielle version af iOS 8.3 kommer på gaden senere i år, formentlig i starten af sommeren.