VIDEO Se hopperobot springe som en halvabe

Robotforskerne på UC Berkeley har med inspiration fra primaten galago udviklet en lille robot, der kan klare forhindringer i terrænet.

Salto vejer bare 100 gram og er 26 centimeter lang, når den er fuldt udfoldet. Den kan hoppe op til 1,008 meter lodret op i luften i et enkelt hop, men sammenlagt 1,75 meter i sekundet. Andre robotter kan hoppe højere lodret op i luften, men Salto kan derimod hoppe op ad muren.

Forskere bliver ofte inspireret af dyrerigets geniale anatomi, der er tilpasset dyrets levesteder.

Nu har robotforskere på UC Berkeley i USA skelet til halvaben galago, der kan hoppe fem gange på fire sekunder og bruger det meste af sit liv på at hoppe rundt mellem træer i jagten på føde i det sydlige Afrika.

Der er der kommet en lille hoppende robot ud af. Robotten Salto kan hoppe lodret op i luften og derefter springe over på en mur og bruge muren til at sætte af på; lidt ligesom folk inden for parkour-sporten også gør i terrænet, skriver UC Berkeley i en pressemeddelelse.

Den nye smidighed åbner for hidtil usete muligheder inden for robotters bevægelighed. Og forskerne håber, at teknologien vil kunne bruges til at udvikle robotter, der kan hoppe rundt i murbrokker i forbindelse med eftersøgnings- og redningsopgaver.

Se videoen øverst i artiklen - bemærk den er på engelsk.

Oplagrer energien i senerne

Galago springer så godt, fordi dens sener bliver fyldt med energi af musklerne, når den sidder i en sammenkrøbet stilling lige før hoppet, og den kan gemme energien i sine elastiske sener.

Forskerne fra Biomimetic Millisystems Lab har derfor tilpasset Salto-robotten, så motoren driver en fjeder, der belastes gennem en mekanisk benmekanisme for på den måde at efterligne den form for afsæt, som man ser det hos galago-halvaben.

Mangler stadig en halv meter op til halvaben

Selv om Salto er god, er der dog noget vej op til galago-halvaben.

For mens Salto sammenlagt kan nå at hoppe 1,75 meter lodret op i luften i løbet af et sekund, når galagoen op på 2,24 meter per sekund.

Forskerne mener dog, at de med noget mere udvikling vil kunne matche galagos formidable springevner ved at kombinere de biologiske designprincipper i udformningen af teknikken og teknologien i robotterne.

Forskningen er blandt andet støttet af den amerikanske hærs forskningslaboratorium, og forskningsresultatet er offentliggjort i dag i tidsskriftet Science Robotics.