Viralt hit: Google slører ansigtet på en ko

Mener Google køer har ret til privatliv? Nej, det er bare en fejl i firmaets ansigtsgenkendelses-software.

Internettets p.t. mest populære ko græsser i Cambridge i England. (© Skærmbillede fra Google Maps)

“Godt at se at Google tager køers ret til privatliv seriøst”.

Sådan lyder den humoristiske tekst på et tweet, der viser billedet af en ko, som har fået ansigtet sløret af Googles computer-algoritmer.

Efter The Guardian-journalisten David Shariatmadari tweetede billedet, er det for alvor gået viralt.

Indtil nu er hans opslag blevet retweetet over 10.000 gange, mens over 13.500 har liket det.

Billedet af den ansigtsløse ko stammer fra Google Maps, hvor det er kutyme, at Google slører ansigtet på mennesker, man kan zoome helt tæt på i den såkaldte Street View-funktion.

Denne gang er der bare gået lettere kuk i Googles ellers velslebne algoritmer, således at koens ansigt er blevet identificeret som et menneskes og derfor bortcensureret.

Google kan godt se, det er sjovt

Skulle nogen være i tvivl, er der blot tale om en fejl og ikke et nyt privatlivstiltag for dyr.

Google kan da også godt selv se det sjove i det. I en udtalelse til BBC siger en talsmand fra firmaet (lidt frit oversat):

- Vores automatiske ansigtsslørings-teknologi har været lidt overivrig. Men vi kan godt unde koen, at den malker historien for alt, hvad den er værd.

Ikke første gang softwaren fejler

Selvom genkendelse af objekter og ansigter på billeder er lidt af en Google-specialitet, er det ikke første gang, softwaren har fejlet.

For et års tid siden måtte Google udsende en officiel undskyldning, efter at et billede af to meget mørke personer ved en fejl var blevet mærket ‘Gorilla’.

Fejlen skete i Google Foto, som ellers excellerer ved, at man blot kan søge efter et motiv i sine private billeder, uden at man skal kunne huske, hvor eller hvornår billedet er taget.

Hvis du selv vil se nærmere på billedet af den slørede ko, kan den ses her på Google Maps.

Facebook
Twitter