25 procent af amerikanere og englændere aner ikke, hvad virtual reality er.
Det konkluderer en forbrugerrapport fra analysebureauet Greenlight VR, der har undersøgt markedet for VR i henholdsvis USA og Storbritannien.
- Kun få har prøvet VR, og mange er faktisk nervøse for, om det er farligt, siger Sean Whitmore, der er analytiker hos Greenlight VR, et analysebureau i Silicon Valley med speciale i virtual reality.
Han kan ikke svare entydigt på, om forbrugerne er klar til VR, men han vurderer, at de nye VR-briller fra det Facebook-ejede Oculus, HTC, Microsoft og Samsung vil være at finde under mange juletræer i slutningen af 2016.
Virtual reality er for de unge
Sean Whitmore vurderer, at udviklingen vil blive drevet frem af folk under 40 år, som er interesserede i computerspil og har en disponibel indkomst, der tillader en investering på cirka 10.000 kroner i udstyr i form af VR-briller og computer til at køre spillene.
Især den såkaldte Generation Z - unge mellem 10 og 17 år - er ifølge Greenlight VR’s undersøgelser interesserede i VR-briller.
Eftersom en stor del af de formodede first movers er børn, så har Greenlight VR også spurgt forældre i USA og Storbritannien om, hvad de tænker?
Forældre er bange for virtual reality
- Mange af dem er bekymrede for, at deres børn bliver afhængige eller udvikler psykiske lidelser eller måske får fysiske mén som for eksempel dårlige øjne, siger Sean Whitmore.
Han mener, at branchen skal blive bedre til at lave forbrugeroplysning om, hvad VR er, og hvad det kan bruges til.
- Det er en ny og ukendt teknologi, som kan være sær og skræmmende for mange, siger han.
Han mener, at hvis VR skal have et folkeligt gennembrud, så skal de potentielle brugere oplyses mere om alt det, der ikke er gaming. VR skal have et gennembrud udenfor computerspilskredse - for eksempel blandt læger og lærere. Og så skal prisen falde på samme dramatiske måde som smartphones og computere er faldet i pris, hvilket kommer til at ske helt af sig selv. Og udstyret skal være trådløst og mindre klodset at bære og bruge.
Prisen falder hele tiden
- Vi har oplevet at vores smartphones er faldet i pris sammenlignet med, hvor meget de kan, siger Sean Whitmore.
Det skyldes at en masse af komponenterne i telefonerne er blevet billige hyldeprodukter, og den udvikling nyder virtual reality godt af. Man kan bruge den samme teknologi til at lave virtual reality - både udstyr og indhold. I dag har vi VR udstyr, der kan utroligt meget mere end i 1990’erne, og samtidig har et prisskilt, som gør det tilgængeligt for et massemarked.
- Derfor er 2016 et lovende år for VR, siger Sean Whitmore.
VR-branchen er da også i voldsom vækst. Greenlight VR beretter, at siden 2012 er branchen vokset med 250 procent målt på antallet af virksomheder, der primært beskæftiger sig med VR. Hvilket dog kan give bekymring om en overophedning af markedet.
Spørgsmålet er om teknologien kan leve op til den voldsomme omtale? Det vurderer Sean Whitmore, at den formodentlig godt kan:
- Der er ikke kun små iværksættervirksomheder indenfor VR. Der også mange store og etablerede virksomheder. Mange flere end der har været før, siger han.