WhatsApp får kamp til stregen

Flere af Whats-app's konkurenter vokser markant i brugere og indtægter.

Hvilken besked-app der er populær varierer meget fra land til land og region til region. Men alle steder har beskedservices pt. vind i sejlene. (Foto: Nicolai Franck © DR)

Da Facebook købte WhatsApp for det svimlende beløb af 19 milliarder dollars, var der mange, der løftede øjenbrynene.

For på trods af at WhatsApp har 450 millioner aktive brugere hver måned og en voldsom vækst i brugere, er der flere andre firmaer på samme beskedmarked, som gør det godt.

Et af dem er japanske Line, der nu har passeret 400 millioner registrerede brugere. I maj sidste år var det tal 150 millioner brugere og nu Line har altså næsten tredoblet deres brugerantal på under et år.

Dog er det vigtigt at bemærke, at der er tale om registrerede brugere og ikke månedligt aktive brugere, som er et langt mere retvisende billede af, hvor populær en service er - og som er den målestok, blandt andet WhatsApp opgør deres brugere i.

Sydkoreansk besked-app tjener penge

Men det er ikke kun Line det går fremad for.

Sydkoreanske Kakao Talk har netop fremvist et overskud på 313 millioner kroner for 2013, hvilket er en tidobling i forhold til året før, og næsten tre gange mere end hvad WhatsApp tjente i 2013.

I modsætning til WhatsApp, der står fast på at være en rendyrket kommunikations-app, så har Kakao blandet beskedfunktionen med en række services brugerne kan tilkøbe.

Det drejer sig om spil, 'klistermærker' som brugerne sender til hinanden og derudover tjener Kakao penge på at lade firmaer sende reklame- og tilbudsbeskeder direkte til brugere der har accepteret det.

Kakao Talk har 130 millioner registrerede brugere (ikke månedligt aktive brugere), og langt den største del af disse er fra hjemlandet Sydkorea. Ifølge Wall Street Journal er Kakao ved at forberede sig på at gå på børsen, hvor firmaets værdi vil blive sat til omkring 2 milliarder dollars.

Ny beskedapp har turbo på

Men hvor Line og Kakao Talk har været på beskedmarkedet i et længere stykke tid, og begge tjener penge på spil og klistermærker, så er der en ny interessant spiller der på kort tid er vokset eksplosivt.

Det drejer sig om Telegram, der på mange måder minder om WhatsApp.

Appen så første gang dagens lys i august 2013, men i sidste uge kunne firmaet meddele, at de har passeret 35 millioner månedligt aktive brugere, som på den seneste måned tilsammen har sendt 8 milliarder beskeder.

Telegram er gratis og vil, ifølge de berlinbaserede russiske ejere, altid være gratis og uden reklamer. Firmaet kan ifølge ejerne aldrig blive solgt, da det ikke er formålet med Telegram at de skal tjene en eneste krone på appen.

Derudover bryster Telegram sig af at være den mest sikre besked-app, med mulighed for at sende krypterede beskeder.

Beskedmarkedet er lokalt

Selvom at ingen af de ovennævnte firmaer kan konkurrere med WhatsApp på antal aktive månedlige brugere, så viser deres forskellige succeser, at den direkte kommunikation mellem mennesker kommer i mange afskygninger, og varierer meget fra region til region og land til land.

For hvis ens venner og familie ikke bruger den samme besked-app som en selv, så er der jo ikke meget at bruge den til, og det er nok en af grundene til at ingen af de ovennævnte apps for alvor har fået fat i danskerne.

Herhjemme er Facebook Messenger pt. den mest downloadede besked-app og selvom at Apple ikke oplyser hvor mange danskere der bruger deres iMessage-service, så må man formode at en stor del af de mange danske iPhone-brugere (33 procent af solgte smartphones i Danmark i 2013 var iPhones) gør brug af Apples beskedservice, som er direkte integreret i sms-app'en.

Og så er der jo netop den gode gamle sms, som danskerne stadig bruger i høj grad, da fri sms for langt de fleste er en del af deres tele-abonnement.

Facebook
Twitter