Windows 10 kommer midt i sommerferien

Den gratis opdatering dukker op netop som ferien lakker mod enden, kom en indviet person til at afsløre forleden.

Windows 10 kommer midt i sommerferien, forlyder det nu. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Sjældent har en version af Windows-systemet været ventet med så stor spænding - og nu tyder noget på, at spændingen bliver udløst midt i sommervarmen en af de allersidste dage i juli. Det kom chefen for chipproducenten AMD, Lisa Su, til at afsløre forleden i en telekonference.

Det har helt tiden været kendt, at Windows 10 ville blive sluppet løs i løbet af sommeren 2015, men datoen for lanceringen ikke været meldt ud og er det i øvrigt stadig ikke. Microsoft har nemlig ikke bekræftet historien.

Windows 10-systemet bliver en gratis opdatering for brugere af Windows 7, 8 eller 8.1, ligesom at brugere af de mobiler med Windows Phone 8-systemet, der er i stand til at køre Windows 10, kan se frem til at få mobilen opdateret.

Uvist hvad prisen bliver senere

Opdateringen bliver gratis for disse brugere hele det første år efter lanceringen, men det er uvist, hvad der herefter bliver prisen på Windows 10-systemet.

Systemet afløser det udskældte Windows 8, der var et forsøg på at katapultere Microsoft ind i tablet-verdenen, hvor Apple og Google dominerer totalt. Med systemet lancerede selskabet en radikalt ny brugergrænseflade, der viste sig for svær at bruge for folk, der foretrak tastetur og mus.

Microsoft rettede op på en del af problemerne med 8.1-opdateringen, men store forbedringer ventes altså først i Windows 10, som Microsoft gør gratis for at få så mange som muligt op på nyeste version af systemet.

Nok ikke store overraskelser

Der vil næppe blive de store overraskelser når selskabet sender systemet på gaden. Det har gennem længere tid været udviklet i det åbne i et særligt test-program, hvor risikovillige privatpersoner har haft lejlighed til at teste nyhederne, efterhånden som de opstod.

Blandt de mest markante ændringer er, at startmenuen vender tilbage i ny form, og at apps, skabt til tablets, også vil kunne køre i et vindue i det klassiske skrivebordsmiljø.

Dertil kommer en ny browser, der foreløbig hedder Spartan, som skal være hurtigere, simplere og mere moderne end den aldrende Internet Explorer.

Microsoft skyder den 29. april gang i sin udviklerkonference Build, hvor yderligere information om det kommende Windows-system vil blive afsløret.

Facebook
Twitter