YouTube til små pladeselskaber: Skriv under eller vi fjerner jeres musik

YouTube truer de små pladeselskaber, med at fjerne deres musik fra videotjenesten, hvis de ikke accpeterer de betingelser, YouTube har stillet op for at blive en del af deres nye musikstreamingtjeneste.

Adele er bare en af mange store kunstnere der snart kan være fortid på YouTube. Her ses Adele med seks grammyer i favnen, som hun tog med hjem fra den prestigefyldte prisuddeling i 2012. (Foto: LUCY NICHOLSON © Scanpix)

Selvom at YouTube er en videoservice, har de igennem en årrække været et af de vigtigste steder for udbredelsen af musik.

YouTube har derfor i et stykke tid arbejdet på at lancere en egentlig musikstreamingtjeneste, som nu skulle være lige på trapperne.

Men det google-ejede firma har ikke kunne få en række mindre pladeselskaber til at skrive under på de vilkår de har tilbudt. Og det skal man åbenbart ikke sige til YouTube, for de har nu tænkt sig at fjerne en række musikvideoer med artister der tilhører de små selskaber fra deres service.

Det bekræfter YouTubes chef for content and business operations, Robert Kyncl overfor Financial Times, og tilføjer at det kan ske i løbet af få dage.

Hans begrundelse er, at det skal sikre at al indholdet på den nye platform vil falde ind under de samme nye kontraktmæssige betingelser.

YouTube spiller med musklerne

Hos Worldwide Independent Network (WIN), som er en sammenslutning af organisationer der repræsenterer de uafhængige pladeselskaber, er man stærkt utilfreds med YouTubes trussel om at fjerne deres medlemmers musikvideoer, hvis de ikke skriver under på aftalen.

Men ifølge WINs direktør, Alison Wenham, er de vilkår YouTube har tilbudt så ringe, at kun meget få uafhængige pladeselskaber vil takke ja til dem.

Særligt drejer problemet sig om, at de uafhængige pladeselskaber mener, at de vil blive underbetalt, når deres sange bliver streamet på den gratis del af den kommende musiktjeneste, som vil bestå af en premium service som koster penge og en mere begrænset service hvor man kan lytte gratis.

Lignende todelte modeller, eksempelvis hos Spotify, viser, at den langt overvejende del af kunderne vælger den gratis løsning.

YouTube har fejllæst markedet

Men ifølge Wenham, så bliver det værst for YouTube selv.

Hun mener at YouTubes musikservice vil blive en fiasko, uden en række af de store stjerner som de mindre pladeselskaber repræsenterer, såsom Adele, Jack White og Arctic Monkeys, men rækken af store navne er lang.

- Det har lavet en simpel men katastrofal fejlvurdering, og de har fejllæst markedet, siger Wenham til the Guardian.

Hun henviser til at de andre markante spillere på streamingmarkedet, vil have et markant stærkere produkt, fordi de kan tilbyde en mere komplet pakke af musik.

Betingelserne er ikke gode nok

Uenigheden mellem de uafhængige pladesleskaber og YouTube har stået på et stykke tid.

I starten af Juni opfordrede WIN, i samarbejde med musikbrancheorganisationene IMPALA, EU til at gå ind i sagen.

IMPALAs direktør Helen Smith beskyldte YouTube for at misbruge sin markedsdominans, ved at prøve at tvinge de små selskaber til at skrive under på kontakter der efter hendes mening er stærkt ufavorable, med truslen om at deres musik ellers vil blive fjernet.

- YouTube opfører sig som en dinosuar, ved at forsøge at censurere indhold de ikke bryder sig om.

- Det er fuldstændig ude af synch med europæiske værdier. Europa har allerede sat sig op mod Google når det handler om søgning og privatliv. En hurtig indgriben mod YouTube bør være det næste skridt, sagde Smith i starten af Juni.

Men på trods af opfordringen til EU, tyder meget altså på, at YouTube, efter eget ønske, inden længe vil være fattigere på musikindhold, end det er tilfældet i dag.

Facebook
Twitter