YouTube vil konkurrere med Netflix

Betalingskanaler med originalt film- og TV indhold er på vej fra videogiganten, som vil tage konkurrencen op med Netflix og Kabel TV.

(Foto: Shohei Miyano © Scanpix)

Når det kommer til at se gratis video på nettet, sidder YouTube suverænt på tronen.

Men det, der indtil nu har været et miks af glade amatørers hjemmevideoer, musikvideoer og alt godt og skidt fra videohavet, ser nu ud til at få tilføjet en professionel gren.

50 betalingskanaler på vej

Ifølge Financial Times er YouTube meget snart på vej med 50 betalingskanaler, der bl.a. vil betyde, at originalt indhold fra de store TV-producenter fremover kan finde vej til YouTube.

De enkelte kanaler skulle, ifølge Financial Times' kilder, blive udbudt fra 2 dollars om måneden, som svarer til lige over en 10-krone i dansk mønt.

Hvem der står bag kanalerne, og hvilket indhold der vil blive gjort tilgængeligt, er stadig uklart. Der spekuleres dog i, at det vil være et mix af ældre indhold og nye originale serier, som tidligere var forbeholdt de traditionelle TV-kanaler.

YouTube har pengene til at konkurrere med Netflix

Netop det mix kendetegner også Netflix, som i øjeblikket har stor vækst af brugere og netop har passeret 34 millioner betalende brugere.

Ifølge Claus Bülow Christensen, mangeårig analytiker af markedet for digital distribution af TV og video, vil YouTube på sigt kunne blive en stor konkurrent til Netflix og de andre videotjenester, selvom Netflix for nuværende har et forspring med distribution af professionelt indhold.

- Netflix er helt sikkert ikke glade for de her udmeldinger fra YouTube. Kampen om rettigheder til det attraktive indhold er meget hård, faktisk dramatisk brutal disse måneder, hvor succes'en stiger og stiger for f.eks. Netflix. Derfor har selv YouTube givetvis vanskeligt ved overhovedet at komme i nærheden af det mest attraktive indhold, forklarer Claus Bülow Christensen.

En anden ting, Netflix har stor vækst i, er indhold unikt produceret til tjenesten.

I starten af 2012 lancerede de serien Lilyhammer og tidligere i år kom så House of Cards, som begge var produceret til Netflix. Og de har allerede offentliggjort, at de har meget mere originalt indhold på vej - en tendens der ser ud til at fortsætte.

- Netflix startede, og det bliver rigtig stort, det her, men det kræver masser af penge og masser af potentielle seere at kaste sig ud i original produktion af tv-serier, siger Claus Bülow Christensen, og understreger at netop YouTube - med Google i ryggen - har penge til det.

Internet-TV er fremtiden, men almindelig TV bliver

Selvom internet-TV vinder mere og mere frem, vil det, ifølge Claus Bülow Christensen, ikke tage livet af almindeligt såkaldt flow-TV foreløbig.

- Det handler jo meget om vanerne i forskellige aldersgrupper, og jeg tror ikke flow-TV forsvinder de første mange år. Men det ændrer sig fra det vi kender i dag. F.eks. vil de mange og lange TV-serier og film forsvinde over på streaming tjenesterne, mens TV, som vi kender det, vil blive fokuseret på nyheder, reportager, sport, reality-shows og store events, siger Claus Bülow Christensen.

Øget indtjening og øget kontrol

Selvom YouTube er det tredje mest besøgte website i verden og for nylig har rundet 1 milliard brugere om måneden, handler det nye tiltag om nye indtjeningsmuligheder.

- Potentialet kan være enormt med betalingskanaler, siger Claus Bülow Christensen, der undrer sig over, hvorfor det har taget YouTube så længe at gå ind på markedet for professionel video distribution.

TV-producenterne kan også se muligheder i at distribuere direkte på YouTube. Men selvom det kan være fristende selv at have fuld kontrol over distributionen af sit indhold, er det, ifølge Claus Bülow Christensen, ikke nødvendigvis den vej det vil gå.

- Det er et oplagt potentiale, men faren for at drukne i det store hav af indhold for en producent kan være stor. Så de fleste producenter vil søge mod dem, der har kunderne, og givet være usikre overfor selv at kaste sig ud i egen distribution, siger han.

Bliver YouTube for kaotisk?

Og så er der brugerne. De vil potentielt få mulighed for at abonnere på de kanaler de vil have og undgå at betale for kanaler de ikke vil have.

Spørgsmålet er dog, om de vil 'adoptere' et nyt YouTube hvis det bliver en sammenblanding af kattevideoer fra amatører og produktioner til millioner af dollars. Men det ser Claus Bülow Christensen ikke som noget større problem.

- Det vil YouTube givet have en god løsning på. Jeg forestiller mig, at de vil være klar med en ny elegant indpakning til deres betalingsunivers, mens det "gamle" YouTube vil leve videre som den gigantiske rodebunke af junkvideo, vi elsker i dag, siger han.