YouTubes største stjerne er svensker

24-årig svensk 'gamer' har flest følgere på YouTube og havde 224 millioner visninger alene i december.

Den svenske gamer PewDiePie er den der har flest følgere på YouTube. Over 20 millioner abonnerer på kanalen. (Foto: Skærmbillede fra YouTube video © YouTube/Maker Studios/PewDiePie)

Kender du Felix Arvid Ulf Kjellberg?

Det burde du, for han har igennem de seneste seks måneder været den mest sete på YouTube og den person med flest følgere overhovedet.

Alene i december 2013 gav Kjellberg på sin YouTube-kanal 'PewDiePie' alle andre på YouTube baghjul med næsten 225 millioner visninger af hans videoer på blot en enkelt måned.

Spiller spil mens han kommenterer på dem

I modsætning til de fleste andre YouTube-fænomenter, så kan Kjellberg hverken synge eller spille musik.

Men han kan spille computerspil, og det gør han mens han kommenterer på spillene.

Helt konkret består de fleste af hans videoer af, at han sidder og spiller, mens han snakker, råber, griner og bander af spillet i et indklippet billede i hjørnet af skærmen, mens ord som 'fucking', 'shit' og 'asshole' fyger ud af hans mund.

Nogle gange er han alene, andre gange har han venner med.

Facebook
Twitter