Hvert år udleder det danske landbrug mange tusinde ton ammoniak. Det kommer især fra grisestalde og gylle-dampe på markerne.

Ammoniakken er ikke i sig selv noget skidt. Den er nemlig et vigtigt næringsstof for planterne på marken. Problemet er, landbruget udleder for meget af den til skade for både naturområder og menneskers sundhed.

Derfor skal det danske udslip af ammoniak ifølge et EU-mål falde med 24 procent i 2020 i forhold til år 2005. Men de sidste tre år er det steget.

For den enkelte landmand er det vanskeligt at vurdere, hvor - og hvornår - han udleder for meget ammoniak.

Men nu kan der være hjælp at hente fra en så uventet kant, som en 27-årig ph.d.-studerende og nogle af de omkring 2.000 satellitter, der flyver omkring ude i rummet.

For 27-årige Simon Vilms Pedersen er kommet på en idé, som kan bruges til at give de enkelte landmænd præcise informationer om, hvornår og hvor meget gylle de skal sprede for at mindske udslippet ammoniak.

For sin opfindelse modtager han nu ESA's bæredygtighedspris ’Space for Sustainability’. Prisen uddeles en gang om året til en ung forsker under 30 år, som har en idé, der kan kombinere rumforskning med bæredygtighed.

- Det er en stor ære at modtage den her pris. Men det allervigtigste for mig er, at mine idéer kommer ud, hvor de kan bruges, siger han.

Både forsker og idémand

Det er ikke første gang, at Simon får en vild idé, som viser sig at have hold i virkeligheden.

Selv kalder han sig et gadekryds mellem en forsker og en iværksætter.

Hans idéer opstår aldrig i laboratoriet, men næsten altid hjemme i lænestolen under dæmpet belysning og med en kop kaffe i hånden.

Sådan var det også med den idé, som i går gav den unge forsker den bæredygtighedsprisen.

Simon Vilms Pedersen sad netop i sin lænestol og hørte høj musik, da det slog det ham: Kan vi bruge de satellitter, der allerede er i kredsløb om Jorden, til at måle landmænds ammoniakudledning?

- Jeg tænkte: Vi har alle de her satellitter. Hvorfor bruger vi ikke al den data, vi har, til at finjustere modellerne for ammoniakudledning, fortæller han.

Har altid villet skabe noget

En af de andre gange, Simon har fået en god idé, var da han skrev sit speciale som kemiingeniør.

Her udviklede han en matematisk model, der kan hjælpe folk i vietnamesiske bjerglandsbyer med at producere biogas, der bruges som brændstof, mere effektivt. For blandt andet det arbejde, modtog han en anden prestigefyldt pris, nemlig EliteForsk-rejsestipendiatet.

Mens selvom Simon allerede i en ung alder har modtaget priser for sin forskning, lå det ikke nødvendigvis i kortene, at han skulle være forsker.

- Jeg kommer ikke fra et forsker-hjem, og der er ingen af mine forældre, der har gået på universitetet. Det kom bare lidt hen ad vejen, siger han.

Men noget fulgte med hjemmefra. Da Simon var barn, vidste han nemlig, at han ville have sit eget firma, og at han ligesom faren - som er entreprenør - ville leve af at få idéer og skabe nye ting.

Han vidste bare ikke dengang, hvad det præcis skulle være.

Interessen for ammoniak opstod tilfældigt

Der er langt fra produktion af bioethanol i Vietnam til ammoniakudledning fra danske marker.

For at forstå, hvor Simons interesse for ammoniakudledning opstod, skal vi tilbage til begyndelsen af Simons uddannelse. Her mødte han to professorer, der arbejdede på et projekt, hvor de målte netop udledningen af ammoniak.

Og på den måde opstod, lidt tilfældigt, Simons interesse for ammoniakudledning fra landbruget.

Projektet bestod af, at han og de to professorer skulle stå ude på en mark på Fyn og måle udledningen i små vindtunneller, der var placeret på marken.

For at kunne måle udledningen præcist i tunnellerne, krævede det at vindhastigheden var den samme i tunnelen, som udenfor på marken. Hvilket ikke var tilfældet. Så allerede der udviklede Simon, sammen med de to professorer, det der skulle blive til den første opfindelse. Et system, der kunne kontrollere hastigheden.

Har bare gjort det han synes var spændende

Simon modtog i går prisen fra ESA på en stor konference i Berlin.

Selvom han er begejstret for at få en pris, handler hans entreprenørskab og vilde ideer ikke om prestige.

- Det vigtige for mig er, at ideerne får mulighed for at sprede sig. Og samtidig at jeg får et forskernetværk inden for feltet, siger han.

Når Simon vender hjem fra Berlin, skal han have afsluttet sin ph.d.

Hvad fremtiden derefter byder på, er han stadig ikke afklaret omkring. Det kommer - som så meget andet i hans karriere - til at afhænge mest af, hvad han finder interessant.

For det er interessen, der skal drive det hele. Det er det råd, Simon har til andre, der gerne vil forskervejen.

- Man skal tage nogle chancer, selvom det kan virke endnu mere skræmmende at fejle i noget, man er god til, siger han.