27-årige Stine graver fortidens glemte videnskabskvinder frem: 'De har ikke fået samme plads i historiebøgerne som mændene'

Det er først i de senere år, der er kommet fokus på kvindernes videnskabshistorie.

Stine Block Mattesen har kigget på kvinder i botanikkens verden. Hun har nemlig selv taget en uddannelse som Skov- og Landskabsingeniør, hvor botanikken fylder meget.

- Hvordan vil du som kvinde løse sådan en opgave?

Det spørgsmål fik 27-årige Stine Block Mattesen, da hun for nogle år siden var til en samtale om en praktikplads.

Hendes mandlige medstuderende, der også var til samtale, havde ikke fået spørgsmålet. Som mand var det åbenbart lettere at løse opgaverne.

Dengang studsede Stine over forskelsbehandlingen, men tænkte ikke mere over det. Indtil hun begyndte at skrive sit speciale på kandidatuddannelsen i videnskabsstudier på Aarhus Universitet.

Her var hun gået i gang med at grave historier frem om kvinder, der havde gjort en forskel inden for botanikken. Kvinder, der, i modsætning til deres mandlige kolleger, havde en meget lille plads i historiebøgerne.

Kvinders historie inden for videnskaben og de barrierer, de mødte, begyndte at interessere hende.

- Indtil 1875 måtte kvinder slet ikke gå på universitetet. Da de så endelig fik lov til det, kunne de ikke blive ansat på universitetet - og mange kvinder brugte ikke deres uddannelse til noget, fordi de ikke kunne få job. Der har været en række barrierer, der gjorde, at kvinderne er blevet udelukket fra den videnskabelige verden, siger hun.

Måtte arbejde med videnskab i fritiden

En af de videnskabskvinder, Stine gravede frem af glemslen, var skolelærerinden Emma Hallas.

Hun blev født i 1849 i København og blev i 1880 ansat som lærer i Københavns Kommune, hvor hun underviste i naturhistorie. Det var dog ikke lærergerningen, hun brændte for.

Fordi hun ikke havde haft mulighed for tage en botanisk uddannelse, måtte hun dyrke interessen, når hun havde fri fra arbejdet.

I fritiden tog hun ud i naturen og indsamlede ferskvandsalger. For sine egne sparepenge, købte hun et mikroskop, så hun kunne undersøge og klassificere dem. Og hun dyrkede sine egne algekulturer derhjemme.

- Selvom hun ikke var ansat på universitetet, blev hun efterhånden anerkendt som lidt af en ekspert på algeslægten. Hun hjalp mandlige kolleger med at bestemme arter - og hun var den første kvinde, der fik udgivet en artikel i Botanisk Tidsskrift, siger Stine Block Mattesen.

Der findes ikke mange billeder af Emma Hallas, men hun er her på gruppebilledet. Hun sidder yderst til højre lige over midten. Billedet er taget på en sommerekskursion med den anerkendte professor i botanik Eugen Warming i 1899. (© Den danske botaniks historie (1924))

Nævnt med to linjer i historiebøgerne

Emma Hallas opdagede og beskrev flere nye algearter og samarbejdede med nogle af de største danske botanikere på den tid, Eugen Warming og Lauritz Kolderup Rosenvinge.

Alligevel nævnes hun kun med to linjer i bogen ‘Den danske botaniks historie’ fra 1924, fortæller Stine.

- På trods af at hun har været både anerkendt og betydningsfuld på det tidspunkt, bliver hun kun omtalt med et par linjer. I stedet er det hendes mandlige “kollegaer”, der fylder noget. Det kan da godt undre mig lidt, siger hun.

Da Emma Hallas dør, skriver Rosenvinge en flot og rosende nekrolog til hende, hvor han anerkender hendes videnskabelige bidrag.

Andre steder udtaler han dog, at han ikke mener, at kvinder er egnet til videnskabeligt arbejde.

- Han mente ikke, at kvinden ejer den skabende fantasi, der skal til for at blive videnskabsmand. Og selvom den holdning kan lyde helt absurd i dag, var der mange, der tænkte på den måde på det tidspunkt. Det siger lidt om, hvor svært det har været som kvinde, siger hun.

Den usynlige diskrimination

Selvom du nok ikke møder nogen mænd, der har den slags holdninger til kvindelige forskere i dagens Danmark, møder kvinder en række andre barrierer i dag.

Barrierer, der gør, at det stadig er sværere at komme frem i forskningsverdenen som kvinde, forklarer Vanessa Jane Hall.

Hun er lektor på Københavns Universitet og har stiftet foreningen Danwise, der arbejder for ligestilling i forskningsverdenen.

- Vi ved fra statistikkerne, at kvinder har sværere ved at få fondsmidler til deres forskning, og at de har sværere ved at få faste stillinger på universitetet, siger hun.

Hvorfor det er sådan kan være svært at svare på.

En undersøgelse af de fondsmidler, som Det Frie Forskningsråd deler ud i Danmark, viser, at mændene har lidt større held med deres ansøgninger til fonden. Selvom forskellen ser ud til at blive mindre.

- Når jeg søger fondsmidler og får et afslag, ved jeg ikke, hvorfor de fravælger mig. Jeg ved heller ikke, hvem der ellers har søgt. Det er en usynlig barriere. Jeg ved bare, at jeg søger mange fondsmidler, jeg ikke får, fortæller Vanessa Jane Hall.

Tal fra 2015 viste, at mændene får penge for 14 procent af deres fondsansøgninger, hvor det for kvinderne kun sker i 11 procent af tilfældene. Omregnet til kroner og øre betyder det, at mændene får 104 millioner kroner mere om året fra Det Frie Forskningsråd alene.

I 2018 var den forskel dog næsten forsvundet. Mændene havde succes i 14,6 procent af tilfældene, mens kvinderne havde i 13,8 procent. Den ændring er dog sket, efter at fonden har sat fokus på problemet. Tal fra de andre fonde er derimod ikke ikke offentlige, så hvor stort problemet er ved vi ikke.

Problemet er der dog, og det skyldes højst sandsynligt det, vi kalder ‘ubevidst bias’.

Det forklarer Mathias Wullum, der er sociolog og forsker i kønsforskelle i forskningsverdenen ved Københavns Universitet.

- Når vi mennesker skal vælge, hvem der skal have en stilling eller en pose penge, har vi en tendens til i første omgang at vælge dem, der minder om os selv. Det er ikke nødvendigvis noget, vi tænker over. Det sker ubevidst. Når der er flere mænd i de udvalg, der deler pengene ud, vælger de måske flere mænd, siger han.

Professoren med det pjuskede hvide hår

Prøv at komme i tanke om fem store, kvindelige, danske forskere. Selv som videnskabsjournalist, hvor jeg til dagligt snakker med og skriver om forskere, har jeg svært ved det.

Med mændene er det derimod nemmere.

Man kunne i flæng nævne Niels Bohr, H.C. Ørsted, Tycho Brahe, August Krogh og Ole Rømer. Og listen er lang.

Det betyder ikke, at kvinderne ikke har spillet en stor rolle i videnskaben. Tværtimod. Det viser bare, at den stereotype forestilling om en forsker som ‘den geniale mand’ hænger ved - også i dag, vurderer Stine Block Mattesen.

- Fortællingen om den geniale forsker var udbredt. Eneren, der kommer med de her store opdagelser, som rykker afgørende ved vores viden, har været meget dominerende. Og det var typisk en mand, siger hun.

I stedet glemmer vi, at videnskab i høj grad er en kollektiv fortjeneste.

- Videnskab handler i bund og grund om at dele sin viden, så andre kan bygge videre på det. Et nyt resultat ville være umuligt uden alt den forskning og viden, andre har lavet før på området. Alligevel har vi det med at fokusere på individerne. Det gælder også videnskabens kvinder, hvor dem vi kender, leverede de største gennembrud, siger hun.

Albert Einstein er prototypen på vores forestilling om, hvad en videnskabsmand er. Et geni der revolutionerer måden, vi ser verden på, samtidig med, at han er lidt distræt og forvirret. Han er samtidig modig og ofrer sig for sin videnskab. I den fortælling er der ikke meget plads til kvinder. (© WikiMedia Commons)

Brug for historiske rollemodeller

Men hvorfor egentlig grave de her gamle historier op om undertrykte kvinder - samfundet er jo helt anderledes i dag?

Det er der en rigtig god grund til, mener Stine Block Mattesen.

- Der bliver hele tiden snakket om, at vi skal have flere kvinder ind i STEM-fagene (engelsk forkortelse for science, technology, engineering and math, red.). For at få det, tror jeg, at det er vigtigt med rollemodeller - også selvom de ikke lever længere, siger hun.

Hun bliver selv inspireret af kvindernes historier, fordi de kæmpede sig frem i en universitetsverden, der satte rigtig mange forhindringer op for dem.

- De blev til noget indenfor videnskaben mod alle odds. De ofrede meget for det, de brændte for. Det kan man da ikke andet end blive inspireret af i dag. Også selvom det er nogle helt andre udfordringer, vi står med i dag, siger hun.

De seks andre glemte videnskabskvinder

  • Caroline Rosenberg (1810-1902): Studerede aldrig på universitetet, der på det tidspunkt var lukket for kvinder. I stedet lærte hun sig selv latin for at kunne artsbestemme sine fund. Hun udgav aldrig nogen forskningsartikler, men bidrog med udførlige lister over algeslægter til flere vigtige bøger - herunder Flora Danica.

  • Birgitte Møller (1857-1934): Ligesom Emma Hallas uddannede hun sig til lærer i naturfag. I sin fritid dyrkede hun både botanik og zoologi og skrev i 1893 bogen “Dyrenes liv”. Bogen blev en stor succes, fordi den var skrevet i et sprog, så alle kunne være med. Siden udgav hun en bog om vilde planter og en om træer og buske. Hun var med til udbrede viden om de to fag udenfor de snævre videnskabelige kredse.

  • Sabine Helms (1866-1929): Rejste med sin mand til Australien, da han fik arbejde dernede. Hun havde fulgt - dog uden at være indskrevet - nogle fag på Københavns Universitet i botanik. Den viden tog hun med sig og begyndte i sin fritid at studere den australske natur. Hun udgav en bog med illustrationer af over 90 australske plantearter - og hun opdagede også to nye arter, der er opkaldt efter hende. Et australsk naturreservat er desuden opkaldt efter hende.

  • Elisabeth Tryde (1867-1912): Var ligesom flere af de andre kvinder lærer i naturfag. Hun fulgte dog kurser på universitetet i botanik og udgav i år 1900 bogen “Dansk Skoleflora”. Bogen blev meget populær og blev brugt flittigt i skolerne. Den nåede da også at udkomme i 12 oplag helt frem til 1944 - længe efter hendes død. Ligesom Birgitte Møller gjorde hun et stort arbejde med at formidle viden om botanik.

  • Agnete Seidelin Raunkiær (1874-1956): Allerede som studerende gjorde hun sig bemærket ved at opdage en lysende mos-art, der aldrig var fundet i Danmark før. Som en af de eneste på den her liste formåede hun at få ansættelse ved universitetet. Hun arbejdede i en længere periode for Botanisk Museum, hvor hun artsbestemte en masse planter i museets store samling. I 1915 blev hun gift med Christen Raunkiær, der var professor og direktør for Botanisk Have. Fra da stoppede hun helt med sit videnskabelige arbejde.

  • Jenny Hempel (1882-1975): Hun fik som den første kvinde en doktorgrad i botanik i 1916 - og der skulle gå helt indtil 1956, før en kvinde igen opnåede det. I en årrække arbejdede hun også med forskning på Carlsbergs Laboratorium, hvor hun var en af de første til at måle ph-værdien i plantesaft. Ligesom Agnete Raunkiær forlod hun videnskaben, efter at hun fik sit tredje barn og vendte ikke tilbage.

FacebookTwitter